En ukrainsk soldat kravler ud fra sit skjul og stopper evakueringsteamet, da det ankommer til 79-årige Nikolaj Sharikovs hus, kun 800 meter fra russernes positioner i byen Makiivka i Østukraine. Han vil have os væk i en fart.

- Vi har set en russisk drone i luften. I har fem minutter, så skyder de, siger han med et fast blik, mens han lytter efter den konstante summen af artillerinedslag i nærheden.

En russisk drone i luften er den sidste advarsel før et russisk angreb, og evakueringsteamet, som Ekstra Bladet er taget med, skynder sig ind i huset med 19-årige Dmitro Sharikov i front. Han er taget med for at forsøge at få sin farfar til at forlade byen.

Nikolaj ligger i sin seng med en brækket hofte og en skadet skulder. Han kan knap nok gå, men er nu i tvivl om, hvorvidt han overhovedet vil med.

- Bare rolig. Jeg skal nok tage mig af dig. Alt bliver godt. Bare rolig. Du skal på hospitalet og blive kureret. Så kan du komme tilbage, hvis du vil, siger Dmitro Sharikov, der forsøger at overtale farfaren, mens uret tikker.

Snart siger det bang
Farfaren begynder at komme i tøjet. Han ømmer sig, og imens kigger alle på uret. Der er allerede gået et par minutter. Vladimir, der er en af chaufførerne, begynder at blive nervøs. Han minder alle om, at helvede snart bryder løs. Det handler om liv og død.

Han går udenfor, hvor en anden fra evakueringsteamet står og kigger op i luften. Vladimir undersøger, hvor det er bedst at gå i dækning. Der er et lille murstensskur ude foran, som han beder alle om at løbe ind i, hvis russerne begynder at bombe området. Ikke langt fra os er ukrainerne i gang med at skyde mortergranater mod de russiske positioner.

Den høje lyd får alle til at give et sæt, før den bliver afkodet.

Pludselig bliver lyden fra de ukrainske mortergranater erstattet af lyden fra to nedslag i nærheden. Adrenalinen kører på fuld blus hos alle. Det frivillige evakueringshold tager ud til fronten hver eneste dag for at få folk ud, men ingen vænner sig nogensinde til usikkerheden.

De ved, at russerne holder øje med dem fra det øjeblik, de kørte ind i byen. Frosten er sat ind, men støvet fra bilerne, når de kører på de ødelagte veje, afslører alle bevægelser for de russiske soldater. Mange gange før er de blevet tæppebombet af russerne, og alle frygter det samme nu. Vladimir giver udtryk for, at det skal gå hurtigere. Det er nu eller aldrig.

Ind i bilen nu
Farfaren kommer langsomt ud af huset, mens de ukrainske soldater i nærheden er gået i dækning. Bilerne er klar til at køre, og evakueringsteamet har lagt et sæde ned, så farfaren kan ligge ned på turen ud. Dmitro Sharikovs onkel and fætter, der også bor i huset, får også muligheden for at evakuere, men de nægter. De vil ikke forlade deres hjem.

Onklen siger, at han har været i Makiivka under alle de hårde kampe og de otte måneder med russisk kontrol. Onklen mener derfor, at han nok skal klare sig.

- Få sædet lidt højere op, bliver der kommanderet ude ved bilen, før Nikolaj er på plads.

Derfra går turen gennem de bombede veje gennem byen. Ingen huse står tilbage uskadte. Mange er reduceret til murbrokker, mens andre er gennemhullede af fragmenter. Der ligger mursten over det hele, og bilerne skal være påpasselige med at holde sig på sporet, for både at undgå punkteringer og påkøre ukrainske og russiske miner i vejkanten.

Markerne ude foran byen har store, sorte huller fra de mange nedslag. Byen kom igen under ukrainsk kontrol for tre uger siden, men russerne forsøger hele tiden at genvinde området. Dagen før Ekstra Bladet kom til byen måtte ukrainerne indædt afvise et russisk angreb.

Denne gang gik det godt
Ude på den anden side kan evakueringsteamet ånde lettet op. Lederen Olga Zaitsova forklarer, at de indtil videre har evakueret 45 fra byen, som er næsten helt tømt for liv. På vejen tilbage til byen Sloviansk, der er omkring 40 kilometer fra fronten, bliver flere, der også vil ud, samlet op.

Nikolaj skal på hospitalet, og Dmitro Sharikov er lykkelig over, at han kom ud.

- Jeg er meget glad. Nu er vi ude, og så skal min farfar til en anden by, siger Dmitro Sharikov, der selv bor i byen Cherkasi, og farfaren skal måske bo hos ham.

- Det er en skam, at min onkel og hans søn ikke ville med, men det er deres valg ... Folk er bare vant til at leve det samme sted og har ikke lyst til at evakuere. Deres hjerter banker for deres hus, og de vil holde fast i det til det sidste, siger Dmitro Sharikov.

- De er voksne, og de har retten til selv at bestemme over deres fremtid.