Soldater fra en russisk militærbrigade er mandag blevet hyldet af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og er blevet tildelt særlige ærestitler.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Brigaden, den 64. motoriserede infanteribrigade, har været til stede i den ukrainske by Butja. Brigaden anklages af Ukraine for at stå bag grusomheder i byen ved brutalt at have slået hundredvis af civile ihjel.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Har afvist
Rusland har afvist at stå bag drab mod civile i Butja eller Ukraine generelt.
Mandag underskrev Putin et dekret, der giver brigadens medlemmer titlen som 'beskytter' for at forsvare 'moderlandet og statsinteresser'.
De hyldes desuden for 'stort heltemod, tapperhed, ihærdighed og mod'.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Angriber i øst
Rusland meddelte i slutningen af marts, at landets styrker ville trække sig fra området omkring Ukraines hovedstad, Kyiv.
I stedet ville de fokusere deres kræfter på den østlige del af landet, lød det.
Det betød, at der i takt med Ruslands tilbagetrækning dukkede voldsomme billeder op fra blandt andet Butja, der ligger nær Kyiv. Her er hundredvis af civile blevet fundet døde. Størstedelen menes at være dræbt af skud.