Bilbombe dræber mindst 100 under eid-fest i Irak

En bilbombe har fredag slået flere end 100 mennesker ihjel, heriblandt børn, på et travlt marked i en irakisk by ved navn Khan Bani Saad nord for hovedstaden Bagdad

Det skriver Reuters, der angiver politiet og hospitalskilder som kilder til dødstallet.

Bomben gik ifølge udenlandske nyhedsbureauer af under en eid-fest, som markerer afslutningen af fastemåneden Ramadan.

Der er dog fortsat usikkerhed om dødstallet.

Hvor nyhedsbureauet Reuters rapporterer, at mindst 100 personer blev dræbt, er tallet lavere ifølge AFP og dpa.

Kort tid efter angrebet har Islamisk Stat ifølge Reuters oplyst, at de står bag. Gruppen har også tidligere udført lignende angreb i området, selvom dette ifølge Reuters er et af de mest dødelige.

Flere bygninger kollapsede under angrebet.

Efter eksplosionen gik flokke af vrede mennesker ifølge Reuters amok og smadrede i sorg og frustration vinduer i biler, der holdt parkeret i nærheden.