Bilbombe dræber mindst fem personer i Afghanistan

Knap en uge efter et angreb mod en fødselsklinik i Afghanistan er fem dræbt i angreb mod efterretningsfolk

Et bilbombeangreb i det østlige Afghanistan har dræbt mindst fem personer mandag. (Arkivfoto). Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Et bilbombeangreb i det østlige Afghanistan har dræbt mindst fem personer mandag. (Arkivfoto). Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix

Mindst fem personer er blevet dræbt i et bilbombeangreb i det østlige Afghanistan mandag. Det oplyser en talsmand for guvernøren i provinsen Ghazni, hvor angrebet fandt sted, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Bombemålet var personer fra militærets efterretningstjeneste.

- Terroristerne har brugt en et terrængående militærkøretøj i deres angreb. De havde enheden for Det Nationale Direktorat for Sikkerhed i byen Ghazni som mål, siger talsmand Wahidullah Jumazada.

Han oplyser, at fem blev dræbt og 32 blev såret.

- Hovedparten af ofrene var efterretningsfolk, tilføjer han.

Der er ikke oplyst, hvem der udførte angrebet.

Tirsdag i sidste uge blev 24 personer dræbt ved et angreb på en fødselsklinik i Afghanistans hovedstad, Kabul. Blandt ofrene var mødre, nyfødte og sygeplejersker.