Blodigt angreb i Somalia: Minimum 53 personer dræbt

Al-Shabaab menes at stå bag fredagens blodige angreb i Somalia, hvor 53 er dræbt. Dødstallet kan stige igen

Der er lørdag registreret flere døde efter fredagens voldsomme selvmordsangreb uden for et hotel i Somalias hovedstad, Mogadishu.

53 er dræbt og flere end 100 såret efter angrebet. Det oplyser kilder inden for Somalias politi og hospitalsvæsen.

Langt de fleste af ofrene er civile.

Mange af de sårede er kommet alvorligt til skade, så dødstallet kan stige yderligere, siger en højtstående politikilde, kaptajn Mohamed Hussein.

En lind strøm af kvæstede er lørdag fortsat med at blive bragt til skadestuerne i Mogadishu. Det oplyser Ahmed Yusuf, der er sygeplejerske på et af byens hospitaler.

I alt eksploderede fire bilbomber uden for et hotel i Mogadishu fredag eftermiddag. Først blev tre bomber bragt til sprængning foran et hotel, og derpå eksploderede en fjerde bombe, da redningsmandskab var ankommet til stedet.

Den militante islamistiske gruppe al-Shabaab har taget skylden for de blodige bomber.

Det var det seneste i en bølge af angreb, som al-Shabaab menes at stå bag.

Somalias parlamentsformand, Mohamed Mursal, siger, at gerningsmændene bevidst rettede deres angreb mod civile.

- Disse terrorister har massakreret civile på et tidspunkt, hvor folk var ude for at nyde weekenden. Jeg opfordrer det somaliske folk til at stå sammen mod disse mordere, siger han på et pressemøde.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere