Borgerservice-team tager til Nepal: Skal bistå danskere

Den danske ambassade i Nepal kan se frem til assistance fra et team på fire mand, som skal hjælpe danskere.

Tre personer fra Udenrigsministeriet og en person fra Beredskabsstyrelsen tager søndag et fly til Nepal for at bistå ambassaden og de danskere, som er i landet efter et voldsomt og ødelæggende jordskælv lørdag.

- Vi sender et team til Nepal for at bistå ambassaden lokalt. Først og fremmest med at sørge for at de danskere, som er i Nepal, får den hjælp, som de skal have, siger Martin Ellehøj, vagthavende borgerservicechef i Udenrigsministeriet til Ritzau.

- De har erfaring fra regionen og erfaring med at løse de her borgerserviceopgaver, siger han.

I første omgang skal man sikre, at danskerne i Nepal får hjælp til at finde tag over hovedet.

- Der er nogle, hvis hoteller er styrtet sammen, og der er nogle, som har søgt til ambassaden for at få husly der, siger han.

Et kraftigt jordskælv rystede Nepal lørdag formiddag dansk tid. Der er meldinger om over 1000 dræbte. Igen af de mellem 200 og 400 danskere, der befinder sig i Nepal, skulle ifølge Udenrigsministeriets oplysninger være kvæstede.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere