Britisk IS-gidsel i ny video: Nedgør USA's krigsførelse

Den britiske krigsfotograf John Cantlie har været i fangenskab siden 2012 og optræder nu i ny video

John Catlie har været gidsel hos Islamisk Stat siden 2012. Flere gange har han optrådt i propagandavideoer for organisationen. Den seneste blev frigivet i går.
John Catlie har været gidsel hos Islamisk Stat siden 2012. Flere gange har han optrådt i propagandavideoer for organisationen. Den seneste blev frigivet i går.

Den britiske krigsfotograf John Cantlie optræder i ny propaganda-video for Islamisk Stat.

Netop Islamisk Stat har holdt den 46-årige brite som gidsel siden 2012.

Det skriver flere britiske medier, herunder The Guardian.

I videoen, der er optaget i irakiske Mosul, optræder John Cantlie som reporter, hvor han først viser et udbombet blikskur frem og derefter et smadret beboelseskvarter.

'Lang vej endnu'
På engelsk forklarer han, at blikskuret fungerede som kiosk, hvorfra der blev uddelt Islamisk Stat-propaganda.

- Efter 20 måneder og fem milliarder dollars har Amerika succesfuldt ødelagt en Islamisk Stat medie-kiosk, siger han i videoen, hvor han fortæller, at kiosken formentligt har kostet 50 dollars - altså omkring 330 kroner - at bygge, hvorefter han fortsætter:

- Hvis det her er, hvad Obama mente med at nedgøre og ultimativt ødelægge Islamisk Stat, har han fortsat lang vej endnu.

Se også: IS påstår de står bag: 13 politifolk dræbt i angreb

Islamisk Stat har spredt død og ødelæggelse i både Mellemøsten og Vesten. (Foto: AP)
Islamisk Stat har spredt død og ødelæggelse i både Mellemøsten og Vesten. (Foto: AP)

Ifølge flere britiske medier fremtræder John Cantlie både bleg og underernæret i videoen, hvor han præsenterer en forklaring på, hvorfor amerikanerne har bombet kiosken.

- Det er fordi, de er løbet tør for efterretninger, så det her er alt, hvad de har tilbage at gå efter. Sådanne angreb peger på den komplet forfejlede strategi for USA's luftkrig, hvis det her er alt, hvad de kan gå efter. Og faren, som det udgør for Mosuls indbyggere, er enorm.

Formentligt tvunget
De holdninger, som John Cantlie giver udtryk for i videoen, er formentligt ikke hans egne, men derimod hans fangevogteres.

Det vurderer Deniz B. Serinci, der har et indgående kendskab til Islamisk Stat efter arbejdet med bogen 'Terrorens Kalifat - Et indblik i Islamisk Stat', som han udgav tidligere i år.

- Jeg tror ikke, at det er hans egne holdninger. Uden selvfølgelig at være sikker på det, vil jeg skyde på, at han er blevet tvunget til at sige de ting her. IS kan sagtens tvinge folk til sådan noget, fordi de ved, at de ellers eksempelvis kan få hugget hovedet af, siger han til Ekstra Bladet.

Skriver klumme i IS-magasin
Det er ikke første gang, at Islamisk Stat bruger John Cantlie i propaganda-videoer, ligesom han skriver en klumme i Islamisk Stat-magasinet Dabiq, hvor han ifølge The Guardian både angriber og hylder sine fangetagere.

Før den netop frigivne video optrådte John Cantlie senest i en video, der blev offentliggjort i februar 2015.

(Foto: AP) Terror - 17. mar. 2016 - kl. 07:21 Lækket liste fra IS belaster tiltalt i dansk terrorsag

John Cantlie poserer med en syrisk oprører i 2012 inden hans anden tilfangetagelse. (Foto: AP)
John Cantlie poserer med en syrisk oprører i 2012 inden hans anden tilfangetagelse. (Foto: AP)

John Cantlie blev første gang taget til fange den 19. juli 2012, da han krydsede ind i over grænsen fra Tyrkiet til Syrien. Samtidig blev også den hollandske fotograf Jeroen Oerlemans taget til fange. Sammen prøvede de at flygte, men begge blev skudt. John Cantlie i venstre arm og Jeroen Oerlemans i venstre ben. De blev atter hentet ind af deres tilfangetagere og efterfølgende tilset af læger.

Efter en uge i fangenskab blev de befriet af syriske rebeller fra The Free Syrian Army, som smuglede dem tilbage over grænsen til Tyrkiet.

Kidnappet igen
Senere samme år blev John Cantlie imidlertid kidnappet igen.

Denne gang var han taget til Syrien sammen med amerikanske James Foley angiveligt for at lave en film om John Cantlies første tilfangetagelse.

Først to år efter tilfangetagelsen kom det første livstegn fra John Cantlie. Den 18. september 2014 optrådte han i en Islamisk Stat-video. Her - og i flere efterfølgende videoer - optræder han i orange fangedragt og taler kritisk om den vestlige udenrigspolitik.

James Foley blev halshugget i en video af Islamisk Stat i august 2014.

John Cantlies far, Paul Cantlie, døde i 2014 efter han i længere tid havde tryglet om sin søns frihed.

John Cantlies søster, Jessica Cantlie, har offentligt angrebet den britiske regering for ikke at hente John Cantlie hjem.

Den seneste video med John Cantlie fra Islamisk Stat kan ses her.

Se også: Danske navne optræder på lækket Islamisk Stat-dokument

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere