Britiske soldater får forbud mod at rejse til Ukraine

En 19-årig britisk soldat har angiveligt uden tilladelse sluttet sig til Ukraines kamp mod russiske styrker

Det britiske forsvarsministerium indskærper, at britiske militærfolk ikke må tilslutte sig krigen i Ukraine. Heller ikke, hvis de er på orlov. Premierminister Boris Johnson taler her med soldater fra en Nato-styrke under et besøg i Estland 1. marts. Foto: Ints Kalnins/Reuters
Det britiske forsvarsministerium indskærper, at britiske militærfolk ikke må tilslutte sig krigen i Ukraine. Heller ikke, hvis de er på orlov. Premierminister Boris Johnson taler her med soldater fra en Nato-styrke under et besøg i Estland 1. marts. Foto: Ints Kalnins/Reuters
Følg Krig & katastrofer

Det britiske forsvarsministerium forbyder militærfolk at rejse til Ukraine, efter meldinger om at britiske soldater på egen hånd er taget til landet for at kæmpe mod Rusland.

- Alle militærfolk har forbud mod at rejse til Ukraine indtil videre. Det gælder, uanset om militærpersonen er på orlov eller ej. Det vil få disciplinære og administrative konsekvenser for personale, der rejser til Ukraine, siger en talsmand for forsvarsministeriet.

Talsmanden tilføjer, at ministeriet ikke vil udtale sig om konkrete sager.

Ifølge avisen The Sun har en 19-årig soldat uden at informere sine overordnede forladt sin kaserne i Windsor for at bistå ukrainere i kampen mod russiske invasionsstyrker.

Teenageren skrev angiveligt et afskedsbrev til sine forældre og købte i weekenden en billet til Polen med den hensigt at krydse ind over grænsen til Ukraine.

Det kan ifølge det britiske militær være strafbart og udløse retsforfølgelse at begive sig til Ukraine for at kæmpe eller hjælpe andre, der er involveret i konflikten.

Et praktisk problem er desuden, at Storbritanniens diplomatiske repræsentation aktuelt er så begrænset i Ukraine, at britiske statsborgere ikke skal forvente at kunne få konsulær assistance i landet, hvis de skulle komme i problemer.

Sammen med sine allierede forsøger Storbritannien at yde bistand til Ukraine på flere områder. Deriblandt at styrke Ukraines evne til at forsvare sig selv.

Forsvarsminister Ben Wallace, som har gjort tjeneste i regimentet Scots Guards, har tidligere opfordret briter til ikke at deltage i krigen i Ukraine, fordi de risikerer at blive dræbt i den 'meget farlige' konflikt.

Advarslen fra Wallace kom, efter at den britiske udenrigsminister, Liz Truss, havde udtrykt fuld opbakning til britiske borgere, som sluttede sig til kampen mod den russiske invasion.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner endnu en katastrofe

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+