Mindst 25 mennesker er blevet dræbt i en busulykke i det centrale Nepal mandag. Det oplyser en lokal embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ulykken skete, da den overfyldte bus svingede af vejen og styrtede 500 meter ned ad en bjergside.
Bussen var på vej fra Kathmandu til byen Kavre, der ligger omkring 40 kilometer øst for hovedstaden.
- Mindst 25 mennesker er døde i ulykken, siger den stedfortrædende distriktschef i Kavre, Bhim Kanta Sharma, til AFP.
- Redningsarbejdere er stadig i gang med at bjærge lig, men regn besværliggør arbejdet. Vi kender endnu ikke det endelige dødstal, siger han.
Ifølge myndighederne er 26 tilskadekomne blevet fløjet med helikopter til behandling i Kathmandu, mens 13 andre er blevet bragt til hospitalet med ambulancer.
Ulykker er forholdsvis almindelige på Nepals veje, som er i dårlig stand.