Californisk elselskab tilstår 84 tilfælde af uagtsomt manddrab

Elledninger har fået skylden for den såkaldte Camp Fire-brand, der dræbte 84 mennesker i byen Paradise

Camp Fire anses som den mest destruktive skovbrand i Californiens historie. (Arkivfoto). Foto: Elijah Nouvelage/Reuters
Camp Fire anses som den mest destruktive skovbrand i Californiens historie. (Arkivfoto). Foto: Elijah Nouvelage/Reuters

En amerikansk energileverandør har erklæret sig skyldig i 84 tilfælde af uagtsomt manddrab under skovbrande i Californien i 2018.

Tilståelsen er en del af et forlig, som energileverandøren Pacific Gas and Electric (PG&E) har indgået med anklagemyndigheden i Butte County.

Forliget sigter mod at afslutte samtlige straffesager mod PG&E som følge af den såkaldte Camp Fire-brand, der dræbte mindst 84 mennesker i og omkring den lille by Paradise i november 2018.

Branden ødelagde samtidig omkring 18.000 bygninger og anses som den mest ødelæggende skovbrand i Californiens historie.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Som følge af en tidligere aftale indgået mellem PG&E og guvernøren i Californien Gavin Newsom har PG&E indvilget i at betale en bøde på højst 3,5 millioner dollar, 500.000 dollar i sagsomkostninger og op mod 15 millioner dollar til levering af vand til beboere i området.

Det sker, efter at områdets vandforsyning blev ødelagt i branden.

PG&E har tidligere indgået et forlig på 25,5 milliarder dollar - cirka 168 milliarder kroner - for sin rolle i både Camp Fire samt en række andre ødelæggende skovbrande i Californien i 2015 og 2017.

Herunder 13,5 milliarder dollar til ofrene og 12 milliarder dollar til forsikringsselskaber, amter og andre offentlige selskaber.

Gnister fra elledninger tilhørende PG&E har fået skylden for branden i Paradise-området i det nordlige Californien, der brød ud 8. november 2018 og blev døbt Camp Fire.

PG&E indgav konkursbegæring i januar 2019. Begrundelsen lød, at energileverandøren stod over for erstatningskrav på mere end 30 milliarder dollar i forbindelse med brandene. Det svarer til næsten 198 milliarder kroner.

Camp Fire dræbte mindst 84 mennesker, heriblandt flere brandmænd, i og omkring Paradise og sendte over 50.000 på flugt fra flammer og røg.

Grundet måneders tørke og stærke vinde i området estimerer myndighederne, at branden spredte sig over et areal på størrelse med en fodboldbane hvert sekund.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I 2017 ramte den såkaldte Tubbs-brand det nordlige Californien og byen Santa Rosa. Her omkom mindst 22 mennesker.