Coronasmitte konstateret i flygtningelejr

To personer i flygtningelejr ved Cox's Bazar er blevet testet positive for covid-19

Der er torsdag blevet konstateret coronavirus i en af de store flygtningelejre ved Cox's Bazar i Bangladesh. Nødhjælpsarbejdere har advaret om, at det kan udvikle sig til en katastrofe, når smitte spredes mellem 60.000 og 90.000 personer presset sammen på en kvadratkilometer. Foto: Mohammad Ponir Hossain/Reuters
Der er torsdag blevet konstateret coronavirus i en af de store flygtningelejre ved Cox's Bazar i Bangladesh. Nødhjælpsarbejdere har advaret om, at det kan udvikle sig til en katastrofe, når smitte spredes mellem 60.000 og 90.000 personer presset sammen på en kvadratkilometer. Foto: Mohammad Ponir Hossain/Reuters

Der er torsdag blevet konstateret coronavirus i en af de store flygtningelejre ved Cox's Bazar i Bangladesh. To personer i området, som er blevet testet positive for covid-19, er sat i karantæne.

Nødhjælpsarbejdere har advaret om, at det kan udvikle sig til en katastrofe, når smitte spredes mellem 60.000 og 90.000 personer presset sammen på en kvadratkilometer.

- Der er anslået kun omkring 2000 respiratorer i hele Bangladesh, som har et befolkningstal på 160 millioner, skriver Red Barnet i en erklæring.

- I lejrene med rohingya-flygtninge fra Myanmar bor der op mod en million. Her er ingen intensiv-pladser.

Rohingyaerne er et etnisk muslimsk mindretal i Myanmar. De har overvejende boet i Rakhine.

Men i august 2017 blev 740.000 af dem tvunget til at flygte til nabolandet af en militær offensiv mod deres område. De sluttede sig til 200.000 andre rohingyaer i nabolandet Bangladesh.

Dermed var næsten en million flygtninge kommet til Bangladesh, hvor de siden har været indkvarteret i omkring 40 hurtigt oprettede flygtningelejre omkring den sydøstlige by Cox's Bazar. Den regnes i dag for at være verdens største flygtningelejr.

FN har anklaget Myanmar for omfattende krænkelser af menneskerettighederne, da de fordrev mænd, kvinder og børn væk fra deres hjem og deres landsbyer.

- Det er umuligt at inddæmme virusset, når så mange mennesker verden over bor i forfærdeligt overbefolkede og uhygiejniske lejre, siger Amnesty Internationals Iain Byrne i en meddelelse.

Han er leder af organisationens internationale flygtninge- og migrantafdeling, hvor man har set talrige eksempler på, at lejre er blevet udsat for 'unødvendige' tiltag under coronakrisen.

I Jordan i Zaatari-lejren, som udviklingsminister Rasmus Prehn (S) besøgte i 2019, har nyhedsbureauet Reuters blandt andet beskrevet, hvordan hårde karantænetiltag har afskåret folk fra at arbejde. Det har ført til, at flere står uden adgang til mad og basal indkomst.