Danmark øger militært bidrag i Afghanistan med 16 mand

Det danske bidrag til den Nato-ledede Resolute Support Mission er fremover på omkring 100 mand.

Danmark sender yderligere 16 mand afsted til den Nato-ledede mission i Afghanistan med navnet Resolute Support Mission.

Det står fast efter tirsdagens møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Dermed vil Danmark i alt have omkring 100 mand i Afghanistan. Desuden forlænger Danmark sin økonomiske støtte til de afghanske sikkerhedsstyrker.

Det betyder, at Danmark frem til 2020 hvert år sender omkring 100 millioner kroner til Afghanistan. Den nuværende støtte til Afghanistan stod til at udløbe i 2017.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) kalder missionen vigtig for Danmark.

- De afghanske sikkerhedsstyrker har siden, at de overtog ansvaret for deres egen sikkerhed, været stærkt udfordret. Der er en stærk modstand fra Taliban, og vi er optaget af, at man ikke taber alt det, vi har vundet i Afghanistan.

- Derfor ønsker Nato at bidrage yderligere til den træning og assistance, der er til de afghanske styrker, siger Peter Christensen.

Det danske bidrag er fokuseret omkring rådgivning, støtte og træning af de afghanske sikkerhedsstyrker og er centreret omkring hovedstaden Kabul.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere