Danmarks ambassadør i Beirut: Helt forfærdeligt

Den danske ambassadør i Beirut er dybt rystet over eksplosionen, der nærmest har lagt den libanesiske hovedstad i ruiner og kostet 73 mennesker livet

Merete Juhl fik beskeden om, at en kæmpe eksplosion havde ramt hendes og familiens hjemby, da telefonen begyndte at bimle og bamle.

Danmarks ambassadør i Beirut er på ferie i Danmark, og var derfor ikke til stede, da katastrofen - som i skrivende stund har kostet 73 mennesker livet og såret 3700 - indtraf.

- Jeg blev selvfølgelig meget chokeret. Det er helt forfærdeligt, og jeg er dybt berørt af det, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Merete Juhl fik et chok, da hun hørte nyheden om eksplosionen i sin hjemby. PR Foto.
Merete Juhl fik et chok, da hun hørte nyheden om eksplosionen i sin hjemby. PR Foto.
 

- Det første, jeg tænkte på, var selvfølgelig min ægtefælle, som er dernede, og på alle de ansatte på ambassaden. Alle er i god behold, men nogle er blevet behandlet for skader, siger hun og understreger, at hun ikke har fået andre meldinger om årsagen til eksplosionen, end den, som medierne gengiver.

Oprindeligt forlød det, at der kunne være tale om en eksplosion i et stort fyrværkerilager, rapporterede den amerikanske tv-station CNN med henvisning til et libanesisk nyhedsbureau. Men landets sikkerhedschef, Abbas Ibrahim, siger til AFP, at der blev opbevaret højeksplosivt materiale på havnen.

- Tilsyneladende er der en lagerbygning med materiale, der blev konfiskeret for år tilbage, og det lader til, at det var højeksplosivt materiale, siger sikkerhedschefen.

Eksplosionen i lageret gav så store rystelser, at det kunne mærkes på Cypern mere end 200 kilometer væk.

Brandmænd forsøger at slukke en af de brande, der opstod i kølvandet på eksplosionen. Foto: Ritzau Scanpix.
Brandmænd forsøger at slukke en af de brande, der opstod i kølvandet på eksplosionen. Foto: Ritzau Scanpix.

Ligger i centrum
- Hvor langt ligger ambassaden fra selve eksplosionen?

- Ambassaden ligger i centrum af Beirut, så det er meget tæt på havnen.

- Vi må skal have gjort status over, hvad der er beskadiget der. Men der ud over er der også vores boliger.

- Mange fra ambassaden bor i nærheden, og det var meget voldsomme trykbølger, der var ved eksplosionen.

Eksplosionen har ramt i hjertet af Beirut, der mest af alt ligner en krigszone. Foto: Ritzau Scanpix.
Eksplosionen har ramt i hjertet af Beirut, der mest af alt ligner en krigszone. Foto: Ritzau Scanpix.
 

Ingen har bedt om hjælp
Merete Juhl har ikke det nøjagtige antal af danskere i Beirut, men siger, at det 'ikke er ret højt'.

- Beirut er jo ikke en decideret turistdestination, og samtidig er det jo på grund af corona frarådet at rejse til Beirut.

- Vi har ikke haft nogle henvendelser fra nogle danskere, der har bedt om hjælp. Så på nuværende tidspunkt er der intet, der tyder på, at nogle danskere er kommet noget til.

Sikkerhedssituation
- Selv om du sidder langt væk lige nu, så er Beirut jo dit hjem. Hvordan føles det at sidde og følge med i?

- Det er meget voldsomt, og jer er dybt rystet. Beirut, som jeg elsker, er blevet ramt lige i hjertet.

- Og det sker lige efter en lang række af udfordringer for Libanon - flygtningekrisen, økonomisk krise og corona. Så det er et meget udfordret land, der nu står overfor en ny katastrofe.

Merete Juhls ferie sluttede samtidig med, at eksplosionen ramte, og hun skal nu retur til Beirut.

- Og så er næste skridt, at vi vil danne os overblik og forståelse for, hvad det vil betyde for vores arbejde og ikke mindst sikkerhedssituationen. Det vil være det første, vi vil beskæftige os med.

1 af 2 
2 af 2 Merete Juhl fik et chok, da hun hørte nyheden om eksplosionen i sin hjemby. PR Foto.