Dansk fly måtte opgive at lande i Kabul

Situationen i lufthavnen var kaotisk, og derfor kunne flyet ikke lande

Dansk fly måtte opgive at lande i Kabul

Mandag herskede der kaos og panik i lufthavnen i Kabul.

Et dansk evakueringsfly måtte mandag aften opgive at lande i Kabuls lufthavn. Det skriver TV2.

Udenrigsministeriet bekræfter oplysningerne over for Ritzau tirsdag morgen.

Flyet kunne ikke lande i Kabuls lufthavn, fordi situationen i lufthavnen var for kaotisk.

Udenrigsministeriet bekræfter over for Ritzau, at der er blevet sendt en sms til de danskere, der står på den såkaldte danskerliste, og som skal evakueres ud af Afghanistan, om at flyet måtte opgive at lande.

Danskerlisten er en liste, man kan tilmelde sig, så Udenrigsministeriet har mulighed for at kontakte danskere, der befinder sig i Afghanistan.

Ministeriet kan ikke sige, hvor flyet i stedet fløj hen. Men ifølge ministeriet betyder det ikke, at man opgiver missionen med at evakuere udsendte medarbejdere og lokalt ansatte fra Afghanistan.

Mandag forsøgte hundredvis af mennesker at sikre sig en plads i fly for at komme ud af Afghanistan. Det førte til kaotiske scener, hvor mange mennesker befandt sig på landingsbanen i lufthavnen.

Mindst syv mennesker mistede livet i forbindelse med uroen i lufthavnen, oplyser amerikanske myndigheder.

Mandag blev alle flyvninger fra Kabuls lufthavn midlertidigt indstillet. Det skete af sikkerhedsmæssige årsager.

Natten til tirsdag åbnede lufthavnen igen.

Danmark er i gang med at evakuere udsendte danske medarbejdere og lokalt ansatte i Afghanistan, efter at Taliban har overtaget magten i landet.

Mandag sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at man langtfra var færdig med at evakuere. Søndag oplyste forsvarsminister Trine Bramsen (S), at det var lykkedes at få et antal danskere og nordmænd ud af Afghanistan.

Jeppe Kofod bekræftede desuden mandag, at Pakistan hjælper med evakueringer fra Afghanistans hovedstad, Kabul.

Ifølge Flightradar24, som er en tjeneste, der overvåger flytrafik, er to SAS-fly landet i lufthavnen i Pakistans hovedstad, Islamabad, tidligt tirsdag morgen.

SAS ønsker ikke at oplyse noget om, hvorvidt de fly indgår i evakueringerne fra Kabul.