100 millioner kroner.
Det er, hvad Anders Holch Povlsen har valgt at donere til nødhjælpsorganisationer, som hjælper ofrene for krigen i Ukraine.
Donationen sker gennem Holch Povlsens holdingselskab Heartland, der repræsenterer rigmandens familievirksomhed, Bestseller.
Det oplyser Bestseller i en meddelelse på LinkedIn.
'Det er på alle måder forfærdeligt og ubærligt, hvad den ukrainske befolkning går igennem. Og selvom vores bidrag blot er et ydmygt forsøg på at hjælpe og støtte, hvor vi kan, håber vi, at donationen vil gøre en forskel over tid,' siger Anders Holch Povlsen, der er administrerende direktør i Bestseller og ejer af Heartland, i meddelelsen.
Meget at kæmpe for
Den administrerende direktør mener, at virksomhedens værdier forpligter dem til at hjælpe.
'Det der finder sted i Ukraine i disse dage - og resultaterne af dette - påvirker hele verden, og vi har meget at kæmpe for. Vores solidaritet og sammenhold har aldrig været vigtigere, og vores værdier forpligter os til at handle og hjælpe,' lyder det fra Holch Povlsen.
Virksomheden oplyser, at der i første omgang bliver doneret 10 millioner danske kroner til henholdsvis Røde Kors, Unicef og FN's Flygtningeorganisation, hvorefter de resterende millioner vil blive doneret til en række andre nødhjælpsorganisationer.
Bestseller understreger desuden, at deres indsats for at hjælpe personer i nød ikke stopper her.