Danske jægersoldater så IS-kriger blive tortureret: - Man skal gøre alt for at stoppe det

Elitesoldaten Thomas Rathsack fortæller, at danske soldater i krig er underlagt meget faste regler for, hvad de skal gøre, når krigens love bliver overtrådt

Det kommer ikke bag på elitesoldaten Thomas Rathsack, at en IS-fange er blevet tæsket af irakiske soldater. Foto: Linda Johansen
Det kommer ikke bag på elitesoldaten Thomas Rathsack, at en IS-fange er blevet tæsket af irakiske soldater. Foto: Linda Johansen

Med stenkast, skaller, stød og slag blev en IS-kriger tæsket af soldater fra den irakiske hær. Den voldsomme episode blev observeret af danske jægersoldater i Irak, uden der fra de danske soldaters side blev brudt ind. Det oplyser Forsvaret ifølge Ritzau i en rapport.

Elitesoldaten Thomas Ratcsack, der selv har været i krig tilbage i 00'erne, fortæller, at man er underlagt et meget fast regelsæt om, hvad man etisk og moralsk skal og ikke skal gøre i en sådan situation.

- Er man vidne til, at krigens love bliver overtrådt i form af tortur eller som i dette tilfælde tæsk, så skal man jo, som dansk soldat gøre alt, hvad man kan for at stoppe det overgreb, siger Thomas Rathsack til Ekstra Bladet.

- Det ved alle jægersoldater, det vidste jeg også, da jeg var ude. Man ved udmærket, hvad reglerne går ud på - det er knivskarpt formuleret, og der i hvert fald ikke noget at være i tvivl om, siger han.

Ført gennem byen
Den tidligere jægersoldat fortæller, at man normalt i en sådan situation vil påtale det, måske gribe ind eller tale med cheferne.

- Hvis det er helt grelt, og overgrebet er ved at have en dødelig udvikling, så må man gribe ind med væbnet magt, fortæller Thomas Rathsack.

Jægersoldaterne var sammen med den irakiske al-Furat-brigade i gang med et angreb mod Islamisk stat, da de danske soldater blev vidne til, at IS-krigeren blev ført gennem byen af de irakiske soldater og dernæst tæsket.

I rapporten står der, at det ikke var muligt for de danske soldater at standse overgrebene eller gribe ind af hensyn til operationen, deres egen og den anden brigades sikkerhed.

- Har mine kollegaer oplevet et eller andet, som har overtrådt krigens love, så er jeg sikker på, at de har gjort alt, hvad de kunne for at overholde reglerne, siger elitesoldaten.

Ikke overraskende
Han selv har været i krig i Irak og Afghanistan, men har ikke stået i en lignende situation, hvor hverken hans kollegaer, allierede eller lokale partere begik overgreb.

Han kan dog sagtens forestille sig en situation, hvor det ikke er muligt for danske soldater at gribe ind.

- Ofte er forholdene jo kaotiske ude på slagmarken, der er ikke nogen kommandovej, der er kaos og larm, siger han.

Det brutale overgreb foretaget af soldater fra den irakiske hær kommer dog langt fra bag på den erfarne soldat.

- Militærenheder der ikke er fra vores del af verden handler på en helt anden måde. Det er i langt højere grad accepteret, at man træder udenfor - giver et par på siden af hovedet, knalder en kolbe i hovedet på en fange eller sparker en i skridtet, siger Thomas Rathsack.

Danmark har i øjeblikket cirka 200 soldater i Irak, hvoraf cirka en fjerdedel af dem af jægersoldater, som støtter al-Furat-brigaden.

Tirsdag lagde regeringen op til, at der skal sendes yderligere 30 soldater afsted, som skal fungere som aflastning for USA i bevogningen af al-Assad-basen.

Værnsfælles Forsvarskommando har sat gang i en dialog med ledelsen af den internationale koalition i Irak med henblik på at undersøge sagen yderligere.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Mikkel Cramon
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen