Dansker i Nepal: Folk skreg og græd

Karoline Aaskilde er i øjeblikket i Nepal, hvor hun har oplevet det voldsomme jordskælv

Se billeder fra jordskælvet her.

Karoline Aaskilde befinder sig i byen Pokhara, hvor skaderne efter det voldsomme jordskælv ikke er så massive som i Nepals hovedstad, Kathmandu, hvor bygninger er styrtet sammen som følge af jordskælvet. Alligevel er hun mærket efter jordskælvet, som nåede 7,9 på Richterskalaen.

- Jeg blev virkelig forskrækket. Det føltes som evigheder. Vi er omkring bygninger, så vi måtte bare håbe på, at de ikke væltede. Det var virkelig en ubehagelig oplevelse, siger Karoline Aaskilde til Ekstra Bladet.

Se også: Mange danskere i jordskælvsramte Nepal

Hun fortæller, at folk flygtede ud på gaden i frygt for at opholde sig bygningerne, som kunne risikere at kollapse.

- Jorden rystede. Fuldstændig. Bygningerne svajede, folk løb ud på vejen, og de skreg og græd. De lokale sagde til os, at det var det største jordskælv, de nogensinde har mærket. Det varede 45 sekunder til et minut. Vi satte os ind igen efter et kvarters tid, så kom der så et stort efterskælv, hvor vi blev nødt til at løbe ud på vejen igen. De lokale er mest rystede og berørte af situation. De er kede af det. De er meget trykkede.

Risiko for flere jordskælv og efterskælv
Karoline Aaskilde er pædagogstuderende og er i praktik i Nepal. Hun forklarer, at hun fra myndighedernes side har fået at vide, at borgerne skal opholde sig ude frem til klokken 1 i nat, da der er risiko for flere jordskælv og efterskælv.

I øjeblikket har Karoline Aaskilde besøg af sine forældre. De skulle have rejst hjem i morgen, men det er usikkert, hvorvidt det er muligt.

- Der er kun en vej fra Pokhara til Kathmandu, og det er ikke sikkert, at mine forældre kan komme den vej, fordi der er stenskred på vejen, siger Karoline Aaskilde.

Se også: Dødstallet stiger voldsomt efter jordskælv

Jordskælvet er det kraftigste i Nepal i 81 år. Myndighederne har endnu ikke det fulde overblik over antallet af døde, sårede og ødelæggelserne i landet. Jordskælvet har også udløst en række laviner på Mount Everest.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere