20-årige Katrine Duch og Caroline Østergaard, der begge er fra Odense, stod midt i det hele, da cyklonen Gabrielle ramte det nordlige New Zealand i søndags.
Siden september har de rejst rundt i New Zealand, men den tur tog en dramatisk drejning, da cyklonen søndag sendte landet i undtagelsestilstand i flere dage.
På det tidspunkt befandt de sig på en farm nær byen Havelock North, der ligger i det nordøstlige New Zealand.
- Om søndagen var vejret faktisk okay, men da vi så vågnede mandag, var det begyndt at regne og blæse. Og så blev det bare værre og værre.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det regnede og regnede bare, siger Katrine Duch.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hamstrer mad og benzin
Regnet førte hurtigt konsekvenser med sig.
Senere mandag gik strømmen i området. Samtidig mistede Katrine og Caroline også vandforsyningen i bygningen, fordi det blev ledt af en vandpumpe, der kører på strøm.
Uvejret fortsatte kraftigt, og da de vågnede tirsdag, var mobilnettet i området også forsvundet.
- Der var vi så helt isoleret fra omverdenen. Det betød også, at vores familier ikke kunne få fat på os, men kun kunne læse om cyklonen hjemme i Danmark. De kunne ikke høre, hvordan vi havde det. Det gjorde os bekymrede.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Cyklonen har efterladt hårde spor på landet med ødelagte veje og bygninger, og det har Katrine og Caroline også oplevet med egne øjne.
- Det har de seneste dage været svært at komme nogen som helst steder hen. Vejene har var helt oversvømmet. Overalt er der væltede træer og ødelagte veje.
- Vi prøvede på et tidspunkt at køre ind mod byen Hastings, men vi måtte flere gange køre helt af vejene, fordi de var så spærret af vand eller jordskred.
Samtidig har det også skabt en nødsituation for landets borgere.
- I dag (torsdag, red.) kørte vi ud for at handle, og der var helt proppet. Folk hamstrede, hvad de kunne få fat i, men hylderne var helt tomme. Alle tankstationerne var proppet, fordi folk skal have benzin til deres generatorer.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fem døde
Selvom cyklonen så småt er aftaget, er situationen bestemt ikke overstået. Oven på skaderne følger et oprydningsarbejde, som kan tage lang tid.
- Det er bestemt et land, som er ramt. Den seneste melding i området (Hawke's Bay, red.) var, at der kan gå flere uger, før folk får strøm og mobildækningen tilbage, siger Katrine Duch.
- Der er frygtelig meget oprydning. Det kommer til at tage rigtig lang tid.
I alt er fem mennesker på nuværende tidspunkt bekræftet døde i forbindelse med cyklonen.