Desperat kamp mod tiden: Pige fundet i live i sammenstyrtet skole

Kæmpe redningsaktion ved sammenstyrtet skole i Mexico City, hvor der er håb om at finde overlevende skolebørn

En omfattende redningsindsats finder sted på Enrique Rebsamen-skolen i Mexico City. Foto: AP
En omfattende redningsindsats finder sted på Enrique Rebsamen-skolen i Mexico City. Foto: AP

Redningsfolk har fået livstegn fra et barn, som er fanget i ruinerne af en skole, der kollapsede efter jordskælvet i Mexico tirsdag.

Ifølge tv-stationen Foro TV - der sender live fra Enrique Rebsamen-skolen i Mexico City -  skal redningsfolk have lokaliseret en pige under murbrokkerne.

Hun skal ifølge internationale medier have bevæget sin ene arm, da hun blev spurgt, om hun kunne høre redningsfolkene.

En hund blev efterfølgende sendt ind til pigen, der angiveligt befinder sig et godt stykke under murbrokkerne. Der er endnu ingen meldinger om, at hun er reddet ud.

Myndighederne har ikke bekræftet fundet af pigen, men den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, siger, at der er livstegn.

- Der er hørt stemmer, siger den mexicanske præsident, efter at han onsdag besøgte skolen, hvor en intens redningsaktion finder sted.

Redningsfolk giver tegn til stilhed, så de har mulighed for at høre eventuelle nødskrig fra ruinerne. Foto: AP
Redningsfolk giver tegn til stilhed, så de har mulighed for at høre eventuelle nødskrig fra ruinerne. Foto: AP

Ambassadør: Jordskælv vækker ånden fra 1985 i Mexico

I Mexico City er mindst 45 bygninger kollapset, og redningsfolk og frivillige forsøger at redde overlevende ud.

Den største redningsindsats finder sted på Enrique Rebsamen-skolen, hvor en fløj på den treetagers bygning faldt sammen under skælvet.

Mens redningsfolkene knokler har fortvivlede forældre og familiemedlemmer taget opstilling ved skolen.

Et rygte i mexicanske medier om, at forældre har modtaget en WhatsApp besked fra to savnede piger er ikke bekræftet af myndighederne.

Ifølge lokale journalister er flere lig allerede blevet bjærget fra den kollapsede bygning.

En hund sendes ind i ruiner på skolen. Foto: AP
En hund sendes ind i ruiner på skolen. Foto: AP

Fakta: Værste jordskælv siden 1985

19. september 2017: Et jordskælv på 7,1 fik bygningerne til at ryste i millionbyen Mexico City. Langt over 100 mennesker er omkommet.

7. september 2017: Et skælv på 8,1 ramte Mexicos sydkyst og kostede mindst 90 mennesker livet. Mange bygninger tog skade.

21. januar 2003: Et jordskælv på 7,8 ramte det vestlige og centrale Mexico. 28 mennesker mistede live tog gjorde 10.000 mennesker hjemløse.

30. september 1999: Mindst 20 mennesker mistede livet, da et skælv på 7,5 rystede den fattige delstat Oaxaca.

9. oktober 1995: Et skælv på 8,9 ramte nær Manzanillo på Stillehavskysten. Mindst 51 mennesker omkom.

19. september 1985: To jordskælv – det ene målte 8.1 - rystede det vestlige Mexico og dræbte mindst 9500 mennesker i hovedstaden.

Pedro Serrano, der deltager i redningsarbejdet, fortæller, at han havde held til at kravle under nogle betoneelementer og ind i et klasselokale. Han blev mødt af et grusomt syn.

- Vi så nogle stole og træborde. Det næste vi så var et ben, og da vi begyndte at fjerne murbrokkerne fandt vi en pige og to voksne - en kvinde og en mand. De var alle døde!

- Vi kan høre små lyde, men vi ved ikke, hvor de kommer fra – fra den anden side af muren eller fra nogen, som kalder på hjælp, siger han til CBS News.

Var midt i en live-udsendelse: Pludselig opstår kaos

Soldater fra hæren og flåden samt politifolk og frivillige er sendt til skolen, hvor der fortsat er håb om at finde overlevende.

Billeder fra Associated Pres viser, at flere hundrede redningsfolk er i gang med at grave sig igennem ruinerne.

Og det er en kamp mod tiden. 21 børn og fire voksne er foreløbigt bekræftet omkommet på skolen, bekræfter undervisningsminister, Aurelio Nuño‏. Lokale medier sætter dødstallet højere.

Mindst 21 børn og fire voksne har mistet livet på skolen. der er dog fortsat håb om at finde overlevende. Foto: AP
Mindst 21 børn og fire voksne har mistet livet på skolen. der er dog fortsat håb om at finde overlevende. Foto: AP

Dansker i Mexico: Min bil hoppede op og ned

I alt 225 mennesker er hidtil bekræftet omkommet efter tirsdagens jordskælv, der ramte Mexico med en styrke på 7,1.  Dødstallet ventes at stige i de kommende dage.

Tirsdagens jordskælv fandt sted på årsdage for skælvet i 1985, hvor flere end 9500 mennesker mistede livet i hovedstaden.

Det er mindre end to uger siden, at det sydlige Mexico blev ramt af et voldsomt jordskælv, der har krævet mindst 98 menneskeliv.