'Det er langtfra overstået'

Australien er hærget af voldsomme oversvømmelser - men regnen fortsætter med at vælte ned

Sidste år skabte vejret i Australien i starten af året overskrifter verden over på grund af en usædvanlig varme og tørke, der førte til utallige skovbrande til fare for både mennesker og dyr.

Igen i år skaber usædvanligt vejr problemer, men denne gang er det med omvendt fortegn.

Kraftig regn i Australien: Værste oversvømmelser i 50 år

Massive vandmængder har nemlig ført til voldsomme oversvømmelser i store dele af Australien, hvor især delstaten New South Wales har oplevet vejr, der kun ses med 50 eller 100 års mellemrum.

Den australske premierminister, Scott Morrision, priser sig ifølge AP lykkelig over, at den voldsomme regn endnu ikke har kostet menneskeliv.

- Vi er taknemmelige for, at der ikke er gået nogen liv tabt på nuværende tidspunkt. Men svækkede fundamenter for bygninger, for veje og træer udgør alle en risiko, og det samme gør nedfaldne strømledninger og stigende vandstande, lød det fra premierministeren over for parlamentet.

Det her er normalt et boligkvarter ved byen Windsor, hvor det, der nu ligner en flod, normalt er en vej. Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix
Det her er normalt et boligkvarter ved byen Windsor, hvor det, der nu ligner en flod, normalt er en vej. Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix
 

Der er da tilsyneladende heller ikke grund til at glæde sig for tidligt over de begrænsede menneskelige omkostninger.

Således lyder det fra den nationale vejrtjeneste, at australiernes prøvelser ikke er overstået endnu.

'Det har stået på i dagevis, men desværre er denne situation langtfra overstået,' skriver tjenesten på Twitter, hvor de viser et kort med oversvømmede områder sammen med en nedbørsradar.

'Der falder stadig regn i oversvømmede områder, og der er udsigt til mere i de kommende dage,' skriver de.

Vejrtjenesten gør samtidig opmærksom på, at der lige nu er varsler, der gælder for i alt 10 millioner australiere, og næsten alle delstater er ramt med undtagelse af Western Australia. Området, hvor der lige nu er varsler om kraftig regn, voldsom vind eller voldsomme bølger, svarer til størrelsen af den amerikanske delstat Alaska, oplyser tjenesten. Det svarer til et areal, der er omkring 40 gange så stort som hele Danmark.

Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix
 

Indtil videre er adskillige mindre byer blevet isoleret som følge af oversvømmelser af større veje, og tusindvis er blevet evakueret på grund af fare for, at vand ville trænge ind i deres hjem.

- Jeg kan ikke mindes noget tidspunkt i vores delstats historie, hvor vi har haft sådanne ekstreme vejrforhold så hurtigt efter hinanden midt i en pandemi. Så det er hårde tider for New South Wales, siger delstatens premierminister, Gladys Berejiklian.

Floden Paramatta er gået over sine breder ved millionbyen Sydney. Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix
Floden Paramatta er gået over sine breder ved millionbyen Sydney. Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix