Dobbelt bombeangreb i Filippinerne dræber 21 og sårer 71

To bomber detonerede med kort tid imellem på den filippinske ø Jolo. Mindst 21 er dræbt og 71 såret.

Mindst 21 mennesker har mistet livet, og 71 er såret, efter to bomber søndag detonerede foran en romersk-katolsk katedral i Filippinerne.

Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

Den første bombe gik af i eller tæt på en katedral under en messe på øen Jolo.

Mens sikkerhedsstyrker og politi hastede til stedet, eksploderede endnu en bombe foran katedralen.

Mindst fem af de dræbte er fra sikkerhedsstyrken.

Den militante gruppe Abu Sayyaf, som USA og Filippinerne kategoriserer som en terrororganisation, har de seneste år stået bag flere angreb på øen, herunder bombeangreb, kidnapninger og halshugninger.

Ingen har endnu taget ansvar for angrebet.

Filippinerne er overvejende romersk-katolsk.

Det er mindre end en uge siden, at indbyggere i det sydlige Filippinerne med et overvældende flertal stemte ja til øget selvstyre i en region med overvejende muslimsk befolkning.

Mere end 1,5 millioner ud af i alt 2,8 millioner vælgere stemte således ja ved folkeafstemningen mandag.

Både den filippinske regering og muslimske oprørsledere anser udvidet selvstyre som den bedste løsning for at få afsluttet flere årtiers uroligheder på øen Mindanao, der ligger cirka 500 kilometer nord for Jolo.

Urolighederne har siden 1970'erne kostet omkring 150.000 mennesker mistet.

Folkeafstemning er kulminationen på flere års bestræbelser fra regeringen og den største muslimske oprørsgruppe på at skabe fred.

Blodsudgydelser som islamistiske militantes belejring af byen Marawi i 2017, bombesprængninger og væbnede angreb har truet med at afspore forsøget.

Men i juli 2018 underskrev Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, langt om længe en lov, som indebærer oprettelsen af en ny region på Mindanao med navnet Bangsamoro.

Den nye region får større økonomisk selvbestemmelse samt egen regering, parlament og retssystem.

Aftalen indebærer, at oprørsgrupper opgiver deres mål om en selvstændig stat i bytte for udvidet selvstyre. Desuden skal deres omkring 30.000 til 40.0000 bevæbnede medlemmer demobilisere.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere