Et jordskælv, der ligger på 7,1 på richterskalaen, har ramt byen Izmir i Tyrkiet.
- Man kunne nærmest ikke stå på jorden. Da jeg hørte folk løbe på gangene, vidste jeg godt, at jeg bare skulle ud, siger Amanda Broberg Jelle Karlsen til Ekstra Bladet.
Hun bor sammen med sin kæreste og hans familie i Izmir.
Bygningen hun befandt sig i, styrtede ikke sammen, men lige heldige var de ikke flere steder i Izmir.
7,1 giver kraftige skælv med omfattende skader. Solide og stærke konstruktioner tager betydelig skade.
Fire døde og utallige sårede
Mindst seks bygninger er blevet ødelagt i Izmir, Bornova og Bayrakli fortalte den tyrkiske indenrigsminister, Suleyman Soylu, på Twitter.
- Nogle af vores medborgere er klemt fast under murbrokkerne, siger den tyrkiske miljøminister, Murat Kurum, ifølge Reuters.
Der er senere registreret omkring 20 kollapsede bygninger.
Der er indtil nu meldinger om mindst 14 dræbte og 400 sårede. 12 af de dræbte befandt sig i Tyrkiet, mens to teenagere, en dreng og en pige blev dræbt, da en mur styrtede sammen på den græske ø Samos.
Jordskælvet ramte Grækenland cirka 14 kilometer nordøst fra byen Néon Karlovásion på Samos, melder USGS (United States Geological Survey).
Præsident Erdoğan har også officielt kommenteret katastrofen:
'Mine tanker går til alle ramt af jordskælvet i Izmir. Vi vil med alle statens midler støtte vores borgere, der er ramt af jordskælvet. Vi er i gang med det nødvendige arbejde i regionen sammen med alle relevante institutioner og ministerier,' skriver han på Twitter.
Generalsekretæren i Røde Kors skriver på Twitter, at de følger situationen tæt og uddyber til Ekstra Bladet.
- Vi har sendt nogle teams ud, så vi kan hjælpe så hurtigt som muligt. Andet ved jeg ikke indtil videre, siger han.