Ebola er brudt ud på ny i DRCongo

Borgerkrig og ebola er ved at danne en uhyggelig cocktail i DRCongo. WHO er på vej til området

Mindst 20 personer er døde, lyder det fra landets sundhedsministerium. Video: AP / Redigering: Jonas Larsen

I DRCongo har sundhedsmyndighederne onsdag igen erklæret et udbrud af ebola. 20 er døde, og der er fire kendte tilfælde derudover.

Det oplyser landets sundhedsministerium onsdag aften.

Udbruddet er registreret i og omkring byen Mangina. Det er ikke oplyst, præcis hvornår udbruddet først er registreret.

I første omgang vil 12 af DRCongos egne eksperter drage til området. Også Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er ved at samle et hold, der kan sendes til området.

DRCongo er ikke ubekendt med udbrud af ebola. For nylig har sundhedsmyndighederne slået et andet udbrud ned, efter 33 var døde af det.

Men udbruddet i området omkring Mangina er anderledes, lyder det fra WHO.

Byen ligger i regionen Nordkivu. Her kompliceres indsatsen ikke kun af DRCongos skove, der er perfekte vilkår for virusset, men også sikkerhedssituationen.

Væbnede grupper og landets hær er i åben konflikt i området. Omkring en million mennesker i området er på flugt, og cirka 1000 civile har siden 2014 mistet livet i kampene mellem hæren og de væbnede grupper.

Dette udbrud er det tiende i DRCongo, siden virusset blev opdaget i 1976 nær floden Ebola, som har givet navn til virusset.

Det antages, at ebola kan sprede sig over store afstande ved at tage ophold i flagermus. Gennem flagermus kan det finde vej til noget af det kød, der transporteres fra landet og ind til byernes markeder i DRCongo.

Når virusset smitter et menneske, forårsager det voldsom feber, opkast og diarré. Herfra kan virusset sprede sig gennem direkte kontakt med kropsvæsker.

Et udbrud i det vestlige Afrika dræbte 11.300 mennesker mellem 2013 og 2016.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere