Efter flygtninge gåtur: Motorvej åbnet igen

Politiet har igen åbnet motorvejen på Lolland, hvor en stor flok flygtninge gik mod Sverige

En større gruppe flygtninge, der gik på motorvejen for at nå til Sverige, er nu fragtet tilbage til Rødby.

Sydmotorvejen E47 blev igen åbnet natten til tirsdag, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den blev i går aftes lukket ved 20-tiden for at sikre de mange flygtninge og migranter, der valgte at gå den vej med målet om at nå til Sverige.

Politiet havde ellers valgt ikke at tilbageholde flygtningene med magt, men bare være med som eskort, mens de gik på vejene.

Se også: Løkke vil undgå "mini-Budapest" rundt om i Danmark

Mandag aften valgte man dog at få samling på de godt 200 mennesker, hvorefter de blev fragtet tilbage til Rødby, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse:

- Vi har nu fået fragtet de udlændinge, der har befundet sig på vejene mellem Rødby og Sakskøbing, tilbage til Rødby, hvor de er ved at blive indkvarteret på en skole og i en hal i Rødby. Det har været en meget vanskelig opgave, som vi har forsøgt at håndtere med størst mulig empati og professionalisme, siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen, der blev sendt ud omkring et-tiden natten til i dag.

Vagtchef Ole Hald ved Sydsjællands og Loland Falsters Politi uddyber mandag morgen:

- Vi har sat personale af til at bevogte dem, så de ikke bevæger sig ud på motorvejen igen og for at imødekomme en eventuel ny tilstrømning. Det er for at være på forkant med tingene.

112 - 7. sep. 2015 - kl. 15:47 Overblik: Sådan er situationen ved de danske grænser

- Hvordan reagerede de på, at de pludselig skulle tilbage til Rødby?

- De var nogen, der ikke syntes om det og ville mod Sverige igen, men det gik gelinde og uden de store problemer. Det var måske også trætheden, der var begyndt at melde sig, der hjalp på det, siger vagtchefen.

Mandag følte politiet sig nødsaget til at sende en advarsel ud om, at det er ulovligt fra private borgere at køre flygtningene mod deres destination.

Det lader dog til, at en del borgere har valgt at overhøre den advarsel.

- Vi har fået forlydender om, at der har været flere private borgere, der har fragtet en del af udlændingene videre. Det er måske det, der er sket på trods af vores advarsler om, at det faktisk er er ulovligt, siger Kim Kliver.

112 - 8. sep. 2015 - kl. 10:49 Advokat: I strid med loven at give flygtninge et lift