Efter Irans hævnaktion: Nu reagerer udenrigsministeren

Storbritannien opbragte 4. juli et iransk skib. Det er angiveligt årsag til, at et britisk skib nu er opbragt

Her går iranske soldater om bord på det britiske skib Stena Impero. Video: AP

Det var angiveligt for at gøre gengæld, at Iran fredag opbragte et britisk skib i det højspændte område ved Hormuzstrædet.

Sådan lyder det lørdag fra en talsmand fra Vogternes Råd i Iran.

Briterne opbragte 4. juli et iransk skib ved Gibraltar. Årsagen var, at de mistænkte, at skibet ville trodse EU-sanktioner ved at fragte olie til Syrien.

Den påstand har Iran flere gange afvist og forlangt, at skibet bliver frigivet.

Derfor var der allerede fredag spekulationer om, at den seneste udvikling i Hormuzstrædet kunne være gengæld fra iranernes side. Og det ser en talsmand fra Vogternes Råd lørdag ud til at bekræfte.

- Reglen om at gøre gengæld er velkendt inden for folkeretten, lyder det fra talsmanden, Abbas Ali Kadkhodaei.

Talsmanden tilføjer, at opbringningen skete på baggrund af en 'ulovlig økonomisk krig og opbringning af olieskibe'.

Vogternes Råd kommenterer sjældent på statslige anliggender. Når det gør, bliver det dog set som en afspejling af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khameneis, synspunkter. Rådet samarbejder tæt med ayatollahen.

Se også: Iran tilbageholder udenlandsk olietanker

Danmark står med Storbritannien
Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er kommet til tasterne på Twitter. Her viser han sin klare støtte til Storbritannien.

- Iran burde straks løslade besætning og skib. Danmark står med Storbritannien og vil forblive en stærk støtte af maritim sikkerhed, skriver udenrigsministeren.

Hvis ikke der snart bliver fundet en løsning, kan konflikten eskalere og blive til en reel militær aktion, fortæller Breitenbauch, der er leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Et alvorligt skridt
Sikkerhedssituationen i det vigtige Hormuzstrædet er med iranernes beslaglæggelse af et britisk tankskib fredag 'klart forværret', fortæller centerlederen.

- Det er meget usædvanligt, at lande på den måde opbringer hinandens skibe. Det er et alvorligt skridt og en dramatisk handling, hvor staten tiltager sig ret til at bestemme over andre landes fartøjer i internationalt farvand, siger han.

Passagens store betydning for hele verdens forsyningssikkerhed gør situationen farligere, mener Henrik Breitenbauch.

- I og med at det handler om en olietanker, så er det en særligt voldsom handling fra iranerne. Og det er en reel bekymring, at situationen udvikler sig sådan lokalt, at det bliver en reel militær konflikt.

- Indtil videre har der været angreb, der dog ikke har været alvorlige. Men det har sin egen dynamik, hvor de enkelte flådechefer spiller en rolle i forhold til valg af taktiske modtræk, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere