Efterlyst har meldt sig selv

Formodes af stå bag nedslagtningen af hundredvis af mænd

Efter 13 år på flugt har den tidligere sudanske militsleder Ali Kushayb meldt sig selv hos Den Internationale Straffedomstol, der anklager ham for krigsforbrydelser og krænkelser mod menneskeheden i forbindelse med konflikten i Darfur-provinsen i 2003.

Ali Kushayb var leder i den frygtede janjaweed-milits, som stod bag en række blodige angreb i Darfur, blandt andet omkring landsbyerne Mukjar, Bindisi og Garail, hvor øjenvidner siger, mange hundrede mænd blev nedslagtet.

'Deres (Kushayb og fhv. indenrigsminister Ahmed Haroun) metoder var vilkårlige angreb på den civile befolkning, med myrderier, voldtægt og andre former for umenneskelige handlinger. Overfald, tilintetgørelse af ejendom og tvangsforflyttelse blev ligeledes anvendt,' hedder det i det 94 sider lange anklageskrift.

Omkring 200.000 mennesker mistede livet under den blodige konflikt i Darfur, mens 2,5 millioner blev drevet på flugt.

En regeringskilde oplyser over for nyhedsbureauet Reuters, at Ali Khushayb blev anholdt i byen Birao i Den Centralafrikanske Republik. Tirsdag blev han sendt med et fly til Haag, hvor ICC's hovedsæde ligger.