Ekspert advarer: Disse terrorister er farligere end Islamisk Stat

Ifølge en amerikansk krigs- og terrorekspert er Islamisk Stats terrorister ikke de farligste i Syrien. Den 'pris' tager de mere ukendte Jabhat al-Nusra

Jabhat al-Nusra er farligere end Islamisk Stat, mener ekspert. Foto: AP
Jabhat al-Nusra er farligere end Islamisk Stat, mener ekspert. Foto: AP

Islamisk Stats uhyrligheder er med rette frygtet i det meste af verden.

Terrororganisationens sympatisører hærger mest i Syrien og Irak, men har også skabt skræk og rædsel i Europa og USA, hvor det værste eksempel var det frygtelige terrorangreb i Paris i november.

Men ifølge den amerikanske ekspert Jennifer Cafarella, der er ansat som analytiker på det såkaldte 'Study of War' i Washington D.C. og er ekspert i den syriske borgerkrig samt oppositionens grupperinger, er Islamisk Stat ikke de farligste terrorister i Syrien.

Det er derimod den Al-Qaeda-inspirerede gruppe, Jabhat al-Nusra, skriver hun i sin klumme på CNN's hjemmeside.

Farligst i det lange løb
Ifølge Jennifer Cafarella har Islamisk Stat formået at løbe med overskrifterne takket være deres brutale stil og skrækkelige angreb i den vestlige verden.

Men Jabhat al-Nusra har en anden taktik, der farligere på lang sigt.

- Mens ISIS fokuserer på at kontrollere deres områder med hård hånd, så griber Jabhat al-Nusra det anderledes an. De dyrker de lokale relationer og styrker deres kapacitet, så de kan bruge dem mod USA senere.

- USA's fokus på andre grupperinger har givet dem mulighed for at udnytte deres tid udenfor spotlightet til at gøre deres comeback på den globale scene, så snart ISIS er nedkæmpet, skriver Jennifer Cafarella i sin klumme.

Samtidig beskriver hun, hvordan gruppe på en effektiv måde deltager i kampen mod Præsident Bashar al-Assads regime sammen med den øvrige del af oppositionsgrupperne.

Kalifat er målet
Ifølge Jennifer Cafarella har Jabhat al-Nusra samme mål som Islamisk Stat. De ønsker at omdanne Syrien og andre områder til et islamisk kalifat, men deres midler til at nå målet er helt anderledes.

- Jabhat al-Nusra er bedre til at tilpasse sig end Islamisk Stat. De udnytter deres styrke på slagmarken til at skabe relationer til lokalsamfundet og manipulerer efterfølgende med dem.

- På samme måde samarbejder de med de mere moderate syriske oppositionsgrupperinger, og på den måde vil de bruge den legitimitet, de opnår, til stille og roligt at transformere det syriske folk, så de til sidst accepterer Al-Qaedas synspunkter.

Det gør gruppen blandt andet ved hjælp oprette et retssystem, ligesom de tilbyder velfærdsydelser til de lokale. Dermed kan gruppen opbygge tillid til de lokale, og på den måde stille og roligt forme deres religiøse synspunkter.

Derudover beskriver Jennifer Cafarella, hvordan Ruslands og vestens intense kamp mod Islamisk Stat rent faktisk styrker Jabhat al-Nusra.

- Russernes målrettede indsats mod oppositionsstyrkerne vil drive dem i hænderne på Al-Qaeda. Ikke fordi de ønsker det, men fordi de ikke har andet valg, skriver hun.

Trussel mod våbenhvilen
Fredag var første dag, hvor våbenhvilen i Syrien trådte i kraft. Men netop Jabhat al-Nusra er en trussel mod tiltaget.

Nusrafronten opfordrer alle grupper til at kæmpe videre og ignorere aftalen.

- Vogt jer for dette kneb fra Vesten og Amerika for alle vil presse jer til at krybe tilbage under det undertrykkende regimes kontrol, siger Mohammad al-Jolani, Nusrafrontens leder.

Jabhat al-Nusra og Islamisk Stat er ikke med i aftalen, som støttes af det officielle Syrien og hovedoppositionen samlet i High Negotiations Committee (HNC).

Jabhat al-Nusra opstod i det første år efter oprøret i Syrien i 2011, og I 2013 afviste Nusrafronten en fusion med IS. I stedet vendte man sig mod al-Qaeda.

Det udviklede sig til et blodigt opgør mellem Jabhat al-Nusra og IS - blandt andet i den nordøstlige del af landet.

Nusrafronten tæller et sted mellem 5000 og 10.000 soldater ifølge flere analytikere, der følger krigen i Syrien tæt. Men gruppen sidder ikke alene på magten over konkrete områder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere