Ekspert om terrortruslen: - Vi bliver ramt igen

Lørdag er det 20 år siden, terrorister fløj ind i World Trade Center i New York. Terrortruslen er kun vokset siden, mener dansk ekspert

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Efter to årtiers kamp mod terror bliver truslen fortsat større og større. Men det er en anderledes og bredere trussel end før 9/11.

Det vurderer tidligere chefanalytiker ved Forsvarets Efteretningstjeneste Jacob Kaarsbo.

- Den terrortrussel, vi står overfor i dag, er både anderledes og bredere end før 9/11. Den radikale fortolkning af islam har spredt sig over de sidste 20 år, så hvor der før var måske nogle få hundrede ekstremister, er der nu over hundredetusinde, siger Jacob Kaarsbo til Ekstra Bladet.

Det handler om hensigt og kapacitet, og det er ud fra de to faktorer, at man skal måle terrortruslen, forklarer Jacob Kaarsbo. Når tilslutningen til den radikale forståelse af islam er vokset, er kapaciteten altså steget. Han påpeger samtidig, at hensigten om at ramme vesten er usvækket.

- Flere har onde hensigter i dag, så der er en øget risiko for, at vi bliver ramt en dag. Det kan både være her i landet eller danske interesser i udlandet, siger Jacob Kaarsbo.

Truslen er steget med Taliban ved magten
Vestens nylige exit fra Afghanistan er med til at øge terrortruslen på længere sigt, vurderer Jacob Kaarsbo.

- Taliban og al-Qaeda står side om side, og det her er deres største sejr nogensinde. Derfor får de nu et langt større rekrutteringsgrundlag, og man vil formentlig se, at flere tilslutter sig fra Afrika, Mellemøsten, Sydasien og radikaliserede personer fra Vesten.

Dog er det vigtigt at huske på, at det tager tid at opbygge kapaciteten til at rette et angreb mod vesten, som også er blevet bedre til at bekæmpe terror siden 2001.

- Vi er blevet langt dygtigere til afværge de storstilede terrorangreb, som kræver meget planlægning, siger Jacob Kaarsbo.

Derfor er det enkeltmands-terroristerne, der udgør den største trussel i Europa og USA, som Islamisk Stat særligt har gjort populær.

- Min vurdering er, at de ensomme ulve er de mest bekymrende her i Danmark, for det svært at spore, hvis en enkelt person for eksempel planlægger at køre ind i en menneskemængde, siger Jacob Kaarbo.
 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ekspert om terrortruslen: - Vi bliver ramt igen