Eksplosion efter kontroversiel minister lander i Afghanistan

Abdul Rashid Dostum, vicepræsident i Afghanistan, er ankommet til Afghanistan efter et års fravær

En eksplosion har søndag ramt nær den internationale lufthavn i den afghanske hovedstad, Kabul, kort efter at vicepræsident Abdul Rashid Dostum er vendt tilbage til landet. Dostum har været ude af landet i et år.

Bashir Ahmad Tayanj, en talsmand for den afghanske regering, har bekræftet eksplosionen. Han meddeler, at vicepræsidenten er uskadt.

Ifølge indenrigsministeriets talsmand, Najib Danish, er mindst ti personer dræbt eller såret.

- Vi kan bekræfte, at ti personer er blevet dræbt eller såret i eksplosionen, der er forårsaget af en selvmordsbomber til fods, siger han.

Blandt ofrene er civile - herunder et barn - samt medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

Den afghanske vicepræsident er en kontroversiel figur i Afghanistan. Men han blev budt velkommen med tilråb, da han forlod sit fly, der ankom fra Tyrkiet, hvor han har opholdt sig siden maj 2017.

Dostum forlod Afghanistan, efter at der kom anklager frem mod ham om, at han skulle have organiseret voldtægt og tortur af en politisk modstander. Derudover forbindes han med en serie af brud på menneskerettighederne.

Abdul Rashid Dostum har usbekisk baggrund og er tidligere krigsherre. Han har særligt mange tilhængere i det nordlige Afghanistan, hvor der på det seneste har været voldelige protester i adskillige provinser.

Der har været spekuleret i, om vicepræsidenten er vendt tilbage til landet for at dæmpe protesterne på ordre fra præsident Ashraf Ghani.

I 2009 beskrev Ghani Dostum som en 'morder'. Men Ghani stillede alligevel op med Dostum som sin vicepræsidentkandidat ved valget i 2014, som de vandt.

Der skal være præsidentvalg i Aghanistan igen til næste år.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere