Ekstra Bladet i Butja: 7-årig cykler videre i rædslens by

Arina opfordrer de russiske soldater til at tage hjem til Rusland, hvor deres familier venter på dem

Følg Krig & katastrofer

(BUTJA, UKRAINE): I syvårige Arinas øjne anes et paradoks. Den barnlige glæde over en udfordrende forhindringsbane blandes nemlig med skrækken over at cykle rundt blandt afbrændte russiske kampvogne.

- Det er et meget forfærdeligt sted at cykle, siger Arina til Ekstra Bladet.

Arinas cykeltur foregår nemlig i, hvad nogle har beskrevet som 'helvede på jord'. En gade i Butja, hvor der tidligere lå en række lig af civile ukrainere ved siden af de afbrændte og smadrede tanks.

Nogle kalder området her 'helvede på jord'. Se vores udsendtes reportage derfra her.

Nu er ligene blevet fragtet væk, og Arina snor sig behændigt ind og ud mellem brugt ammunition, sodet metal og murbrokker, som ligger spredt ud over det hele efter de heftige kampe i Butja.

- Jeg har haft min nye cykel i et år. Jeg havde en anden, fra jeg var tre år gammel.

- Men nu har jeg denne, som jeg er meget glad for, siger hun stolt i en pause mellem cykelturene.

Blev bange under angreb
Arina og hendes familie bor et par kilometer væk i en anden del af byen, og familien blev i Butja under russernes besættelse.

- Min søster og jeg prøvede at sige til vores mor, at vi skulle flygte. Men min mor ville blive i huset. Jeg var meget bange, da vi hørte de høje brag, og da vi mærkede trykbølgerne under bombeangrebene, fortæller Arina, mens hun holder fast i cykelstyret.

Syvårige Arina sammen med sin mor og søster. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Syvårige Arina sammen med sin mor og søster. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Hun har heldigvis ingen venner i gaden, som for nylig endte i alverdens medier. Billeder af den totalt smadrede gade med de afbrændte kampvogne, der nu fungerer som forhindringer på Arinas cykelrute, gik verden rundt.

En ukrainsk soldat studerer en udbrændt russisk kampvogn. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
En ukrainsk soldat studerer en udbrændt russisk kampvogn. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

De lokale i gaden er nu begyndt at istandsætte deres hjem. Nogle huse er brændt ned til grunden, men andre står stadig til at redde.

Mens Arina cykler rundt om kampvognene med et dedikeret blik i ansigtet, kommer der lokale mænd gående med byggematerialer, der skal rette op på ødelæggelserne.

- Russerne kom og lavede luftangreb. Så kæmpede vores soldater tilbage. Og Ukraine vandt, siger Arina.

Da russerne trak sig tilbage fra Butja, lå der en række døde civile på gaden. Der var folk, som var blevet henrettet, mens de var bagbundet, og flere massegrave dukkede op.

Arina og familien er blevet i Butja under russernes besættelse. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Arina og familien er blevet i Butja under russernes besættelse. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Det er uvist, hvor mange civile der har mistet livet under russernes massakre i Butja. Men de lokale myndigheder mener, at det er over 300.

Ukraine og den vestlige verden mener, at Rusland har begået krigsforbrydelser i Arinas by. Mens Rusland påstår, at det hele er iscenesat.

Arina ønsker blot, at russerne skal tage hjem til Rusland. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Arina ønsker blot, at russerne skal tage hjem til Rusland. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Arina har en klar besked til russerne.

- Jeg vil kun fortælle dem én ting. De skal forlade dette område og tage hjem til sig selv.

- Der venter deres familier på dem, siger syvårige Arina, inden hun stiger op på cyklen og tager endnu en tur blandt de afbrændte russiske kampvogne.

Peter Keldorff og Rasmus Flindt Pedersen, Ekstra Bladets hold i Ukraine.
Peter Keldorff og Rasmus Flindt Pedersen, Ekstra Bladets hold i Ukraine.

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+