Ekstremister angreb hotelkompleks i Nairobi

Somalias militante islamistgruppe al-Shabaab har taget skylden for angreb i Kenyas hovedstad.

Et hotelkompleks med kontorer i Kenyas hovedstad, Nairobi, blev tirsdag angrebet af militante, der var bevæbnet med sprængstoffer og skydevåben.

- Der var tale om et koordineret angreb, som omfattede et selvmordsangreb. Seks af syv etager på hotellet er sikret. Det er uklart, hvor mange, der er dræbt eller såret, skriver AFP.

Politiet siger, at mange blev såret af selvmordsbomben.

Reuters skriver, at antallet af dræbte er på mindst syv. Der er ubekræftede rapporter, som tyder på, at antallet af dræbte er højere.

Hospitalskilder sagde kort tid efter angrebet, at mindst en person var blevet dræbt, og at mindst fire er såret. Men en kenyansk politimand, som var en af de første på stedet, siger, at "der ikke var tid til at tælle de døde".

Han siger, at han så dræbte i restauranter i stueetagen, og at kolleger havde set flere dræbt på en overetage.

Ifølge AP har et hospital i nærheden appelleret til bloddonorer om at komme ind, da de mangler blod.

Somalias militante islamistgruppe al-Shabaab har taget skylden for angrebet, skriver Reuters.

- Vi står bag angrebet i Nairobi. Operationen er stadig i gang. Vi oplyser detaljer senere, siger en talsmand for den islamistiske gruppe, Abdiasis Abu Musab.

Øjenvidner melder om store skader.

Et øjenvidne siger, at hun hørte angrebet begynde med eksplosioner og skudsalver.

- Jeg hørte skudsalver, og så folk løbe væk med deres hænder i vejret, hvor nogle af dem gik ind i banken for at gemme sig, siger en kvinde, der arbejder i området.

Kvinden siger, at hun også hørte to eksplosioner.

Det danske udenrigsministerium har i et tweet advaret om angrebet ved DusitD2 Hotel i Nairobis Westlandsområde.

- Hold dig væk fra stedet. Følg de lokale myndigheders anvisninger, hedder det.

Ifølge AP har politiet sendt flere betjente til området, hvor også ansatte i myndighedernes antiterrorgruppe, er sendt afsted.

Simon Crump, der arbejder ved et kontor i området, siger, at folk gemmer sig rundt omkring i deres kontorer.

Den tyske softwareproducent SAP siger, at dets ansatte var i bygningen, som blev angrebet, men at de alle er blevet bragt i sikkerhed.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere