Elever vandt dødsfly-rejse i lodtrækning

Kom aldrig tilbage fra udveksling

Seyne-Les-Alpes. Gendarmerie-helikopter flyver til ulykkesstedet fra marken, der midlertidigt er omdannet til helikopterplads. (Foto: Jakob Jørgensen)
Seyne-Les-Alpes. Gendarmerie-helikopter flyver til ulykkesstedet fra marken, der midlertidigt er omdannet til helikopterplads. (Foto: Jakob Jørgensen)

De 16 tyske skoleelever, der sammen med deres to lærere var med på det forulykkede Germanwings-fly tirsdag, havde vundet rejsen i en lodtrækning på skolen.

Det skriver den tyske avis Bild.

I alt 40 elever fra 10. klasse på Joseph-König gymnasiet havde ønsket at komme på udveksling i Spanien. Der var kun plads til 16 på den uge-lange rejse.

Derfor bestemte lærerne, at der skulle trækkes lod om, hvem der skulle med, siger en talskvinde for skolen onsdag til Bild.

Rejsen var arrangeret i samarbejde med en venskabsskole i Spanien. Eleverne havde været indlogeret en uge hos spanske familier i byen Llinars del Vallès lige uden for Barcelona. Eleverne var på vej hjem fra turen, da ulykken skete.

Mindehøjtidelighed onsdag
Joseph König Gymnasium offentliggjorde onsdag navnene på de afdøde på skolens hjemmeside sammen med en kort bemærkning.

- Nyheden om det frygtelige flystyrt i Frankrig har chokeret os alle. Seksten unge elever og to kolleger vil aldrig vende tilbage iblandt os, står der.

- Vi er bestyrtede og ufattelig kede af det.

Eleverne var omkring 15 år.

På en trappe på skolen stod et skilt med teksten 'I går var vi mange, i dag er vi alene.'  På et andet skilt stod der ganske enkelt, 'Hvorfor?'

Skolen var prydet med række efter række af røde og hvide stearinlys. På nogle af dem stod navnene på de afdøde elever og lærere. Der var også lagt røde og hvide roser og et lille modelfly.

Skolen afholdt onsdag en mindehøjtidelighed med ét minuts stilhed for de afdøde.

Rystede over ulykke
En offentlig ansat ved skolens hjemby, Haltern, er chokeret. Han siger til Bild, at han selv har fem børn, som har været på udveksling.

- At miste et barn er det værste, der kan ske for én. Jeg kan kun udtrykke min medlidenhed med familierne. Også selv om jeg ikke ved, hvordan. Der findes ingen ord, siger han.

Onsdag skulle en anden udvekslingsgruppe med 43 elever fra samme skole være taget med fly hjem til Hamborg. Kun de 33 tog med. Ti ville ikke med fly og rejste i stedet med tog.

Germanwings besætning også berørt
Også pårørende til besætningen på Germanwings var rystede over ulykken.

Germanwings fortæller, at nogle stadig var for chokerede til at gå på arbejde onsdag, fordi de havde mistet kolleger og venner i ulykken. Andre ansatte meldte sig frivilligt til at arbejde over i støtte.

Et still image fra videoen fra det franske indenrigsministerium viser det forulykkede Germanwings fly. (AP Photo via French Interior Ministry) 112 - 25. mar. 2015 - kl. 18:03 Fly-personale hos Germanwings rystede

Dansker blandt de afdøde
Germanwings har endnu ikke offentliggjort en liste over passagerne på flyet.

Man ved, der var én dansker ombord, men udenrigsministeriet har tavshedspligt, så hverken navn eller køn er blevet offentliggjort. 

Skæbnehistorier
Udover danskeren var der ifølge myndighederne mindst 72 fra Tyskland, 49 fra Spanien, mindst tre fra England, to fra Australien, to fra USA, to fra Japan, to fra Colombia og to fra Argentina ombord.

Skæbnehistorier om de 150 passagerer på flyet kom frem én efter én i medierne onsdag.

Udover skoleeleverne var der ifølge flere medier to tyske operasangere og en mor, som var på vej hjem fra en begravelse i Spanien med sin syv måneder gamle baby.

Nogle af de rejsende var på vej hjem fra forretningsrejser, andre fra ferie og familiebesøg.

Se også: 150 skæbner: De var om bord på flyet

Efterforskning fortsætter
Efterforskere fra Frankrig er sammen med teknikere fra Germanwings og det tyske moderselskab Lufthansa stadig i gang med at undersøge omstændighederne omkring ulykken.

Den franske efterforskningsleder bekræftede på en pressekonference onsdag, at man havde fundet brugbare lydoptagelser fra cockpittet i den første sorte boks. Den blev fundet tirsdag. 

Man ved dog endnu ikke, hvorfor flyet mistede kontakten med kontroltårnet på jorden eller hvorfor flyet begyndte at gå ned.

- På nuværende tidspunkt er vi tydeligvis ikke i stand til at komme med den mindste forklaring eller teori om, hvad der lå til grund for, at flyet begyndt at gå ned... eller årsagerne til, at det holdt op med at svare på luftkontrollens forsøg på at kontakte det, sagde efterforskningsleder Remi Jouty.

Se også: Brugbar data fundet i sort boks

Tom beholder til sort boks fundet
Onsdag blev beholderen til den anden sorte boks fundet, men uden indhold. Hukommelseskortet, som indeholder de informationer, man er ude efter, mangler stadig.

Se også: Sort boks-beholder fra Germanwings fundet

Området i de franske alper, hvor flystyrtet skete, er svært fremkommeligt. Flyet blev slået i stumper og stykker, da det ramlede ind i bjergsiden.

Ifølge medier bliver det nødvendigt at bruge DNA fra de pårørende for at identificere de afdøde.

Krig & katastrofer - 25. mar. 2015 - kl. 18:44 TV: Merkel og Hollande ankommer til flyvraget i Alperne

1 af 2 
2 af 2 Seyne-Les-Alpes. Gendarmerie-helikopter flyver til ulykkesstedet fra marken, der midlertidigt er omdannet til helikopterplads. (Foto: Jakob Jørgensen)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere