Ruslands målrettede angreb på Ukraines energisektor har stået på i snart to måneder.
Forleden ramte den sjette bølge af massive missilangreb vigtige områder af energisektoren.
Nu advarer en nødhjælpsorganisation i Ukraine om, at sektoren kan kollapse ‘inden jul - hvis angrebene fortsætter’.
- De ukrainske byer vil blive nærmest ubeboelige i de næste måneder; Frysende, mørke og farlige. Implikationerne af et kollaps af Ukraines nationale energisektor er potentielt katastrofale for den i forvejen forfærdelige humanitære krise i Ukraine, siger Michael Young, leder af nødhjælpsorganisationen Mercy Groups ukrainske afdeling.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Restaurantbesøg uden strøm
Kievs borgere har i den seneste tid oplevet en række strømafbrydelser.
Nogle har været planlagt for at spare på strømmen. Andre har været akutte efter er pludseligt opstået energimangel eller russiske angreb.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Forretninger og restauranter i Kiev har i nogle tilfælde holdt åbent ved hjælp af nødgeneratorer.
Nogle borgere blev forleden set insisterende gå på restaurant kun med levende lys.
Borgerne i Kiev og store dele af Ukraine skal nok forvente, at den slags vil fortsætte. Omkring halvdelen af Ukraines energisektor vurderes at være påvirket af de målrettede russiske angreb.
Temperaturerne falder i Ukraine, hvilket gør vinteren endnu mere skræmmende for de civile med lidt eller manglende strøm, vand og varme.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Selv med forholdsvis positive scenarier for strømsituationen kan de civile se frem til den hårdeste vinter nogensinde.
Læs også: Frygter den 'hårdeste vinter nogensinde'
Strømafbrydelser vil fortsætte vinteren igennem.
- I slutningen af marts vil det under de nuværende omstændigheder begynde at se bedre ud for os. Hvis vi overlever vinteren og det tidlige forår med planlagte strømafbrydelser, udtalte Sergey Kovalenko, leder af Ukraines store energiselskab Yasno.
Putin: Angreb er ‘uundgåelige’
Putin og Rusland skiftede for snart to måneder siden strategi.
De gjorde Sergei Surovikin, også kendt som ‘General Dommedag’, til leder af den militære indsats mod Ukraine.
Læs også: 'General Dommedag' er under pres
Hver dag samler Ekstra Bladet de seneste nyheder om krigen i Ukraine
De manglende resultater på slagmarken fik russerne til i langt højere grad at sønderbombe civile mål og energisektoren.
- Rusland har en helt klar strategi om at knække civilbefolkningen. Aviser skriver om at bombe ukrainerne tilbage til stenalderen. Det er en accepteret strategi at bombe den civile infrastruktur, udtalte Flemming Splidsboel, seniorforsker ved DIIS til Ekstra Bladet i slutningen af november.
Den strategi ser ud til at fortsætte. Forleden talte Ruslands præsident, Vladimir Putin, nemlig i telefon med den tyske kansler, Olaf Scholz.
Ifølge et referat af samtalen påstod Putin, at Rusland i lang tid havde ‘afholdt sig fra at udføre præcisionsangreb med missiler mod specifikke mål på Ukrainsk territorium’.
En påstand, der er helt fejlagtig. Men Putin fortsatte:
- Men nu er den slags metoder blevet uundgåelige som svar på Kievs provokerende angreb på russisk civil infrastruktur, skulle Putin have fortalt Olaf Scholz forleden.