Erdogan fortsætter krigen: Putin og co. har købt olie af Islamisk Stat

Den tyrkiske præsident Recep Erdogan hævder, at han har beviser på, at Rusland har købt olie af Islamisk Stat 

Erdogan raser videre mod Rusland og Vladimir Putin. (Foto: AP)
Erdogan raser videre mod Rusland og Vladimir Putin. (Foto: AP)

Den retoriske krig fortsætter mellem præsidenterne for de to stormagter Tyrkiet og Rusland.

Recep Erdogan har torsdag talt dunder mod sin præsidentkollega og udtalt, at han har beviser på, at Rusland er involveret i Islamisk Stats illegale oliehandel i Syrien.

Udtalelserne kommer i kølvandet på, at det russiske forsvarsministerium tirsdag på en pressekonference beskyldte tyrkerne for at værde den største forbruger af den olie, som den ekstremistiske bevægelse har stjålet i Irak og Syrien.

Men disse beskyldninger vil den magtfulde Erdogan ikke have siddende på sin præsidentkappe. Han mener nemlig, at det er russerne, der er i lommen på Islamisk Stat.

- Vi har beviserne i hænderne. Vi vil offentliggøre det til verden, siger Erdogan på tyrkisk stats-tv, ifølge The Telegraph.

Sortklædte krigere fra Islamisk Stat paraderer her gennem en af de erobrede byer. (Foto: AP) Samfund Islamisk Stat: Så mange milliarder tjener bødlerne på olien

- I de seneste dage har Rusland ført en kampagne, som de ikke engang selv tror på. Rusland skal bevise, at den tyrkiske republik køber olie af Daesh, ellers er det bagtalelse, tilføjer han i interviewet, hvor han bruger det nedsættende navn Daesh for terrororganisationen Islamisk Stat.    

Erdogans familie involveret
Rusland lagde bestemt ikke fingre imellem, da de kritiserede tyrkernes involvering i Islamisk Stats illegale oliehandel.

Samfund Tyrkiet ønsker at tale med Rusland efter nedskydning

Den russiske viceforsvarsminister Anatolij Antonov fortalte blandt andet, at den tyrkiske præsident er direkte involveret i den kriminelle virksomhed.

- Tilgængelige informationer viser, at det øverste lag i Tyrkiets politiske ledelse, præsident Erdogan og hans familie, er involveret i denne kriminelle virksomhed, sagde han onsdag.

Videre oplyste de russiske myndigheder, at de kender til tre ruter, som bruges til at fragte IS-olie til Tyrkiet, og de lover at fortsætte bombardementerne af Islamisk Stats olieinfrastruktur i Syrien.

Antonov henviste til satellitbilleder, som angiveligt beviser, hvordan olietankere krydser grænsen fra det nordlige Syrien til Tyrkiet.

- Informationer, som skulle vise Tyrkiets hjælp til Islamisk Stat, vil blive fremlagt af det russiske forsvarsministerium i næste uge, hed det onsdag.

Krig & katastrofer Nato-chef maner til ro mellem Tyrkiet og Rusland

Erdogan: Umoralsk!
I interviewet torsdag kommer Recep Erdogan, i modsætning til russerne, ikke ind på, hvilke beviser han har for, at russerne har købt olie af Islamisk Stat.

Til gengæld svarer han kort og koncist på beskyldningerne om, at han og hans familie er involveret i illegal oliehandel.

- Det umoralske er at involvere min familie i denne her sag, siger han.