EU-lande stadig splittede over fordeling af flygtninge

Flere lande med Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet i spidsen er stadig imod at fordele flere flygtninge i EU

EU-landene er stadig dybt splittede over målet om at fordele 120.000 ud af i alt 160.000 flygtninge imellem medlemslandene.

Og de er endnu mere splittede over de kvoter, der efter planen skulle bruges til at fordele flygtninge ud over Europa.

Det står klart efter EU's ekstraordinære justits- og indenrigsministermøde mandag i Bruxelles.

Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maziere, sagde ellers tidligere mandag, at der var nået principiel enighed om at fordele i alt 160.000 flygtninge, men at der ikke var enighed om, hvordan det skulle gøres og hvornår.

Efter mødet står det klart, at enigheden foreløbig kun gælder for de 40.000, der blev truffet principbeslutning om allerede i juni.

Flere lande med Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet i spidsen er stadig imod det mere omfattende forslag, der skal fordele tilsammen 160.000, viser det sig efter mødet.

- Ja, det er ikke alle, der er om bord i øjeblikket, siger udenrigs- og immigrationsminister Jean Asselborn, der har ledet mødet på vegne af det luxembourgske EU-formandskab.

Asselborn understreger, at der er et stort flertal for at fordele flygtninge ud over medlemslandene, og at arbejdet med at blive enige om forslaget, der kan vedtages med kvalificeret flertal, fortsætter.

EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, siger på et pressemøde, at der var "en meget ophedet debat" på mødet.

- Vi har ikke fået den aftale, vi ønskede. Men kommissionen er fast besluttet på at handle, siger Avramopoulos og varsler et nyt møde i de kommende dage.

Selv om der som ventet er truffet formel beslutning om at fordele de 40.000 flygtninge, som EU-Kommissionen foreslog tilbage i maj, mangler landene også stadig at sætte modtagerland på næsten 8000 af dem for at nå i mål.