EU udelukker pakistansk luftfartsselskab i et halvt år

Pakistan International Airlines må ikke operere i EU resten af året, beslutter europæisk luftfartsagentur

Et fly fra Pakistan International Airlines lægger an til landing i den pakistanske hovedstad, Islamabad. Selskabet har nu fået forbud mod at operere i EU-landene resten af året, efter at Pakistans minister for luftfart har betegnet hundredvis af pakistanske piloters flycertifikater som
Et fly fra Pakistan International Airlines lægger an til landing i den pakistanske hovedstad, Islamabad. Selskabet har nu fået forbud mod at operere i EU-landene resten af året, efter at Pakistans minister for luftfart har betegnet hundredvis af pakistanske piloters flycertifikater som "tvivlsomme". (Arkivfoto) Foto: Faisal Mahmood/Reuters

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) suspenderer Pakistan International Airlines' tilladelse til at operere i EU i seks måneder.

Det er gældende fra 1. juli, meddeler selskabet tirsdag ifølge Reuters.

Tiltaget kommer, efter at 262 pakistanske piloter har fået ordre om at holde sig på landjorden. Pakistans minister for luftfart har betegnet deres flycertifikater som 'tvivlsomme'.

- EASA har midlertidigt suspenderet PIA's autorisation til at operere i EU-medlemslandene i en periode på seks måneder gældende fra 1. juli 2020, skriver luftfartsselskabet i en meddelelse.

Ministeren, Ghulam Sarwar Khan, sagde i sidste uge, at der er mistanke om, at piloterne har snydt ved deres eksamener.

Det har vakt international bekymring.

Af de 262 piloter, der er under mistanke, er de 141 ansat i Pakistan International Airlines.

Piloterne og deres fagforeninger har afvist ministerens anklager og kræver, at der bliver foretaget en undersøgelse af sagen.

PIA har ruter til fire EU-lande - heriblandt Danmark - samt Norge og Storbritannien.

Selskabet var senest i fokus, da et af selskabets fly for en måned siden styrtede ned i den pakistanske storby Karachi. Her blev 97 mennesker dræbt.

Ifølge en undersøgelse skyldtes ulykken, at piloterne var optaget af en diskussion om coronaviruspandemien, da de skulle til at lande flyet - en Airbus A320.

- Piloten og andenpiloten var ikke fokuserede, og de fortsatte hele tiden diskussionen om coronavirus, sagde luftfartsministeren i sidste uge.

Passagerflyet, som styrtede ned i Karachi, var på vej fra Lahore i det nordøstlige Pakistan til den sydlige millionby.