F-16-mission mod IS er slut: - Vi har ikke bare været til pynt

De syv F-16'er, som Danmark har udstationeret i Kuwait, skal ikke længere flyve missioner over Irak

Syv danske F-16-fly har været udstationeret i et lille års tid i Kuwait, hvorfra de har været indsat i kampen mod Islamisk Stat fra luftrummet over Irak. (Foto: Polfoto)
Syv danske F-16-fly har været udstationeret i et lille års tid i Kuwait, hvorfra de har været indsat i kampen mod Islamisk Stat fra luftrummet over Irak. (Foto: Polfoto)

Siden 16. oktober sidste år har syv danske F-16'er været udstationeret på en luftbase i Kuwait.

Herfra har de fire af flyene fløjet missioner ind over Irak, hvor de har kastet bomber mod terrorgruppen IS. De tre sidste fly har været i reserve.

Men i dag er missionen slut.

I de 11 en halv måned, de danske F-16-fly har bombet mål i Irak - de danske fly har ikke været indsat i Syrien - havde de per den 29. september 2015 fløjet 543 missioner og kastet 493 bomber.

Oprindeligt budgetterede politikerne med, at det flyvende bidrag til Operation Inherent Resolve ville koste 110-135 millioner kroner, men allerede efter et halvt år var der brugt 115 millioner kroner. Hertil kom udgifterne til ammunition.

De første seks måneder af missionen kastede de danske fly 217 bomber. Prisen for den portion bomber var 52 millioner kroner.

Har prisen for ammunition i den sidste del af missionen været den samme som i den første del af missionen, har Danmark alt i alt kastet bomber for cirka 118 millioner kroner.

Se også: Forskere: Obama har ikke mange muligheder i Syrien

For de mange penge har Danmark både leveret en militær indsats og også plejet det politiske forhold til især USA, forklarer lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

- Det var vigtigt for amerikanerne at få nogle allierede med i den her operation for at kunne vise, at det ikke bare var USA, der angreb nogle muslimer igen. Så det handlede for dem om at få noget politisk legitimitet og vise, at det er verden mod Islamisk Stat og ikke bare USA mod Islamisk Stat, siger lektoren og forklarer, at det kun er en håndfuld stater ud over Danmark, der har været med til at smide bomber over Irak.

- Danmark har været et af ganske få lande til at smide bomber. Langt de fleste Nato-lande har ikke bidraget til at smide bomber. Vi er det eneste nordiske land, der gør det, og tyskerne gør det eksempelvis heller ikke.

Amatøroptagelser viser et muligt russisk angreb i Talbiseh i Homs-provinsen onsdag. Der var tale om de første russiske luftangreb i Syrien. (Foto: AP) Krig & katastrofer - 1. okt. 2015 - kl. 05:13 Medie: Rusland bomber USA-trænede oprørere

Danmark er et af få lande, der har været villige til at smide bombe mod Islamisk Stat. (Foto: Polfoto)
Danmark er et af få lande, der har været villige til at smide bombe mod Islamisk Stat. (Foto: Polfoto)

Det danske bidrag i kampen mod IS har dog ikke kun været et politisk signal. De danske F-16-fly også leveret en massiv militær indsats.

- Hvis man tager de kritiske briller på, kunne man selvfølgelig sige, at hvis danskerne ikke havde været der, så havde amerikanerne sagtens kunne køre missionen alligevel. Det havde ikke ændret noget afgørende, hvis vi ikke havde været med, siger Peter Viggo Jakobsen.

- Men hvis man ser relativt på den indsats, som de danske fly har leveret, så har vi relativt set kastet flest bomber næstefter amerikanerne. Vi har smidt flere bomber end briterne og sandsynligvis også franskmændene. Franskmændene er ikke så gode til at fortælle præcis, hvor mange bomber de smider. Så de danske soldater har ikke bare siddet på deres flade. De har leveret et meget væsentligt bidrag og har ikke bare været til pynt.

Se også: USA og Rusland optrapper diplomatiske samtaler om Syrien

Islamisk Stat er langt fra nedkæmpet endnu. (Foto: AP)
Islamisk Stat er langt fra nedkæmpet endnu. (Foto: AP)

I sommer blev det besluttet, at F-16-flyene og de tilhørende 90 udsendte soldater bestående af piloter og vedligeholdelsespersonel skulle hjemtages fra i dag den 1. oktober 2015, på trods af at terroristerne fra IS stadig sidder på flere byer og store landområder i både Irak og Syrien.

Flyene er imidlertid ved at være så slidte, at det udsendte personel har været ved at gå ned med stress.

Det fortalte de danske F-16-flymekanikerne i et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere på sommeren.

Se også: Tyrkiets præsident: Vi har dræbt 30 kurdere

Derfor besluttede regeringen, at flyene midlertidigt trækkes hjem fra den 1. oktober til formentligt engang i forsommeren 2016.

- Regeringen agter at tage flyene hjem for at lave en grundig reparation af dem, restituere personalet og efteruddanne piloterne. Så agter vi at genudsende dem i forsommeren 2016, så de kan deltage i bekæmpelsen af Isil (Islamisk Stat red.), har udenrigsminister Kristian Jensen tidligere sagt til Ritzau.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der endnu ikke sat dato på, hvornår fly-missionen genoptages.

Se også: Taliban indtager hospital i Afghanistan

I stedet for de syv F-16-fly forventer regeringen at sende en mobil radarenhed til Irak for at støtte kampen mod Islamisk Stat.

Derudover bidrager Danmark allerede med 120 soldater, der træner irakiske sikkerhedsstyrker. Det bidrag bliver ikke trukket hjem sammen med F-16'erne.

Først senere i dag melder Forsvaret ud, hvornår det danske F-16-bidrag atter er hjemme i Danmark.

F/A-18 Super Hornet er en af kandidaterne til at blive Danmarks erstatning for de nuværende F-16-fly. (Foto: US Navy) Tæt på Nyt kampfly: Her er de tre kandidater