En ung far omfavner sine døde tvillinger, Aya og Ahmed, der omkom i det formodede giftangreb i Idlib-provinsen i Syrien.
Abdel Hameed Alyousef aer børnenes hår, mens han mumler en sidste afsked: - Sig farvel, baby, sig farvel, baby, siger han stille til de livløse kroppe.
Associated Press har udsendt det hjerteskærende foto af den sørgende far, der krammer sine børn en sidste gang, inden han lægger dem i graven.
De ni måneder gamle tvillinger - en dreng og en pige - er blandt de cirka 30 børn og 50 voksne, der mistede livet i et formodet kemisk gasangreb mod byen Khan Sheikhoun tidligt tirsdag morgen.
USA og andre vestlige lande har beskyldt den syriske præsident, Bashar al-Assad, for at stå bag angrebet, der har udløst et ramaskrig i hele verden. Syrien og dets vigtigste allierede Rusland afviser anklagen.
Frygter uhyggeligt gasangreb: 58 meldes dræbt
Ifølge øjenvidner blev Khan Sheikhoun ramt af fire granater omkring klokken 6.30 om morgenen. Abdel Hameed Alyousef har fortalt, at han var sammen med tvillingerne og konen, Dalal Ahmed, da angrebet fandt sted.
- Jeg bar dem uden for huset med deres mor. De var først ved bevidsthed, men 10 minutter senere kunne vi lugte odøren (fra giftgassen, red.), siger han ifølge Associated Press.
Kunne ikke reddes
Han fortæller, at børnene og konen blev dårlige. Han tog dem til en læge og troede, at de ville klare sig. Han tog derefter ud for at lede efter andre familiemedlemmer og fandt ligene af to brødre, to nevøer og en niece.
- Jeg kunne ikke redde dem. De er alle døde nu, siger den 29-årige mand, der senere fandt ud af, at hans tvillinger og kone også var afgået ved døden.
Abdel Hameed Alyousef, der kommer fra en fremtrædende klan i byen, fortæller, at han i alt har mistet 22 familiemedlemmer ved angrebet.
Lig lå i en stor bunke
Et andet medlem af familien, Aya Fadl, beskriver over for Associated Press, hvordan hun under angrebet flygtede fra sit hus med sin lille søn i armene.
USA: Angreb i Syrien kan ikke ignoreres
På gaden blev den 25-årige skolelærer mødt af et grusomt syn: En pickuptruck med ladet fuld af lig. Her lå familiemedlemmer og elever fra skolen i en stor bunke.
- Ammar, Aya, Mohammed, Ahmad, jeg elsker jer, mine fugle. De var virkelig som fugle, siger hun og fortsætter:
- Tante Sana, onkel Yasser, Abdul-Kareem, hør mig, siger Aya Fadl, mens hun genkalder sig synet af de døde familiemedlemmer på ladet.
- Jeg så dem! De var døde. Alle er døde nu, siger hun til nyhedsbureauet.
Den internationale fordømmelse efter angrebet har været massiv. Angrebet beskrives som et af de værste i den seks år lange borgerkrig.
Rusland truer med veto
Angrebet udløste et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd. USA, Storbritannien og Frankrig havde udarbejdet en resolution, der fordømmer det formodede giftgasangreb og kræver det undersøgt.
Rusland afviser FN-resolution om kemisk angreb
Men mødet sluttede onsdag aften uden at resolutionen kom til afstemning. Den ville alligevel falde med et russisk veto, skriver nyhedsbureauet dpa.
Rusland, der er allieret med Syrien, meddelte på forhånd, at det ikke kunne stemme for en resolution.
Rusland har forklaret, at der var tale om et gasudslip, der opstod, da syriske militærfly beskød oprørernes lager, som ifølge russerne indeholdt kemiske våben.