Fejlslagen majshøst truer med sultkatastrofe i Nordkorea

Verden har lukket døren til Nordkorea, mens befolkningen har et stort behov for hjælp, fortæller Mission Øst

Den humanitære krise i Nordkorea, hvor store dele af befolkningen sulter og er underernæret, risikerer at ende som en overset og glemt krise.

Det fortæller Kim Hartzner, der er generalsekretær i nødhjælpsorganisationen Mission Øst, efter at han har besøgt landet.

- Verdenssamfundet har næsten lukket døren til Nordkorea. Landet har et stort behov for hjælp, og donorerne er ved at lukke kassen i, siger Kim Hartzner.

En hedebølge hen over sommeren har medvirket til, at majshøsten kan slå fejl, fortæller han. Majs plejer at dække mellem 30 og 50 procent af fødevarebehovet i landet.

- Jeg vil betegne det her som en overset, glemt krise. Og menneskerne risikerer at lide, uden at nogen lægger mærke til det, fortsætter han.

En dårlig høst vil have konsekvenser for befolkningen, hvor 40 procent ifølge tal fra FN skønnes at være underernæret.

Kim Hartzner har været på besøg hos bondemænd og set, hvilken effekt vejret har på høsten.

- Jeg fik åbnet flere majskobler hos en bondemand. Han fortalte, at de kun var en tiendedel af deres normale størrelse, og de kunne ikke bruges til noget som helst, siger Kim Hartzner.

Mission Østs nødhjælpsarbejde er blandt andet engageret i landbrugs- og vandforsyningsprojekter.

Organisationen planter træer på skråninger og har kunnet sikre hundredvis af familier og børn rent drikkevand.

Men der er ikke nok opmærksomhed på krisen i resten af verden, mener Kim Hartzner.

Han frygter dog, at den fejlslagne majshøst kan være det, der kan få læsset til at vælte.

Han fortæller, at han tilbage i 2012 så flere børn i landet, der var afkræftet, ude af stand til at rejse sig op og sågar døende.

- Det kan jeg frygte, vil gentage sig. Hvis kombinationen af manglende hjælp fra udlandet, FN sanktioner og en misvækst i høsten har det mest alvorlige udfald, så er det her ualmindeligt dramatisk, siger Kim Hartzner.

Håbet er ifølge Hartzner ikke ude, men han påpeger, at der skal et stemningsskift til i vesten for at rette op på den nordkoreanske krise.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere