Ferieparadis ramt af oversvømmelser - flere er omkommet

Netop som højsæsonen for turisme er indledt i Thailand, skaber voldsomme regnskyl store problemer

Mobilooptagelser viser de massive oversvømmelser på blandt andet Koh Samui. (Video: AP)

Befinder du dig i det ramte område? Så tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224.

Voldsomme regnskyl og oversvømmelser har ramt store dele af det sydlige Thailand.

Seks mennesker er omkommet, og mindst 120.000 boliger er påvirket af vandmasserne. Det skriver AFP.

Det er uvist, om der er udlændinge blandt de omkomne.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser fredag morgen til Ekstra Bladet, at de ikke har oplysninger om, at danskere skulle være i problemer i ferieparadiset.

Blandt de ramte områder er turistdestinationen Koh Samui. Øen er et populært rejsemål for mange danskere.

Mange fly er aflyst som følge af oversvømmelserne, der kommer samtidig med, at højsæsonen for turisme står for døren i Thailand.

Vandmasserne har forvandlet veje til floder, skyllet strækninger af jernbaneskinner væk og forsinket lufttrafikken på blandt andet Koh Samui.

Billeder lagt ud på sociale medier viser biler, der er næsten totalt nedsænket i mudret vand på øen.

Ifølge ejeren af et hotel på Koh Samui har øen ikke oplevet noget lignende i mere end ti år.

- I vores gæstehus var der masser af mennesker, hvis flyafgange blev aflyst, siger Tuula Fitzpatrick til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg har boet her i 12 år, og jeg har aldrig set det så slemt. Det var skræmmende. Nogle af mine ansatte kunne ikke komme på arbejde, tilføjer hun.

Thailands indenrigsministerium oplyser fredag i en meddelelse, at ni provinser i det sydlige Thailand har været plaget af monsunregn i næsten en uge.

Tusindvis af borgere i den mest sydlige provins, Narathiwat, er strandet i evakueringscentre på grund af kraftige regnskyl.

Thailands juntachef og premierminister, Prayut Chan-o-cha, vil fredag besøge provinsen.

Befinder du dig i det ramte område? Så tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere