Flere dræbt af fejringsskud i Kabul

Taliban-talsmand kommer med opfordring om at lade være med at skyde op i luften efter meldinger om dødsfald

Flere dræbt af fejringsskud i Kabul

Sidste amerikanske soldat ude af Afghanistan blev fejret med skud op i luften.

Flere mennesker er døde, efter at der fredag blev skudt op i luften i Kabul som reaktion på meldinger om en Taliban-sejr i Panjshir-dalen.

Antallet af dræbte er usikkert.

Nyhedsbureauet Shamshad oplyser lørdag, at 'luftskyderier' fredag har dræbt 17 og såret 41 i Kabul. Mediet Tolo kommer med lignende tal.

En ansat ved et hospital i Kabul kan ifølge nyhedsbureauet AP bekræfte, at to er døde, og 12 er blevet såret.

Det var Taliban-kilder, der fredag hævdede, at den militante islamistiske bevægelse havde vundet kontrol over Panjshir-dalen, som er den sidste afghanske provins, der ikke er overtaget af bevægelsen.

Oprørsledere har siden afvist, at Taliban har overtaget Panjshir-dalen, og BBC melder lørdag om fortsatte kampe.

Men Taliban-beskeden om total sejr i Afghanistan blev flere steder i Kabul fejret med skud op i luften, der kunne høres over hele den afghanske hovedstad.

Taliban-talsmand Zabihullah Mujahid opfordrer folk til ikke at skyde op i luften.

- Lad være med at skyde op i luften, og tak Gud i stedet, siger Mujahid i et Twitter-opslag.

- Kugler kan gøre skade på civile, så lad være med at skyde, uden at det er nødvendigt.

Også i provinsen Nangarhar blev der meldt om lignende fejringsskud. Her er mindst 14 mennesker såret.

Det oplyser Gulzada Sangar, som er talsmand for et hospital i distriktshovedstaden Jalalabad, der ligger knap 150 kilometer øst for Kabul.

Det var søndag 15. august, at Taliban under en amerikansk tilbagetrækning erklærede sejr i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Siden fulgte en hektisk evakueringsindsats, hvor USA, Danmark og en række andre lande forsøgte at få vestlige diplomater, soldater, afghanere og andre ud af landet inden en deadline 31. august. Over 120.000 mennesker blev evakueret.

Lufthavnen i Kabul havde efter evakueringen store skader.

Men Qatar fortæller lørdag, at lufthavnen er oppe at køre, og at fly med nødhjælp kan lande igen. Civile fly ventes også snart at kunne lande. Det beretter mediet Al Jazeera.