Flere meldes dræbt i eksplosion i Kabul

Afghanistans hovedstad er tirsdag blevet ramt af en eksplosion. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Adskillige mennesker er blevet dræbt eller såret i et bombeangreb tirsdag morgen i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det oplyser landets præsident, Ashraf Ghani, kort tid efter de første meldinger om en kraftig eksplosion i den centrale del af byen indløb.

Sprængladningen er ifølge Reuters blevet detoneret midt i myldretiden i millionbyen.

Målet for angrebet er ifølge en meddelelse fra præsidentpaladset tilsyneladende den bygning, der huser Afghanistans primære sikkerhedstjeneste.

Røg ses stige op fra den centrale del af byen, beretter Reuters, og på den amerikanske ambassade i byen er advarselssirener aktiveret.

En talsperson fra et hospital i byen oplyser, at otte afghanske soldater er bragt ind til behandling. Ingen af dem skulle være i livsfare.

En kilde siger til AP, at angrebet sandsynligvis er udført af en selvmordsbomber.

Den amerikanske ambassade oplyser, at den ikke er berørt af eksplosionen, og samme melding kommer fra hovedkvarteret for Natos koalition, der ligger i nærheden af USA's ambassade.

Taliban meddelte for en uge siden, at den har indledt sin traditionelle forårsoffensiv, hvor den militante bevægelse optrapper sine væbnede angreb mod styret og dets støtter.

I den forbindelse meddelte bevægelsen, at den vil "iværksætte storstilede angreb på fjendens positioner i hele landet" under offensiven, som Taliban har døbt "Operation Omari".

Det har den gjort til ære for Taliban-grundlægger Mullah Omar, hvis død blev offentliggjort sidste år.

Den årlige forårsoffensiv markerer normalt begyndelsen på "kampsæsonen", selv om Taliban det forgangne vinterhalvår fortsatte sine kampe mod regeringsstyrkerne uden en sæsonbestemt pause. Det er første gang, det er sket.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere