Luftfartsmyndighederne har søndag mistet kontakten til et AirAsia-fly på vej til Singapore fra byen Surabaya i Indonesien.
Det oplyser en talsperson fra det indonesiske transportministerium til indonesiske medier ifølge Reuters.
Flyulykker: Her er flere end 8000 døde
Samtidig bekræfter AirAsia - et malaysisk lavprisflyselskab - på sociale medier, at flyet savnes.
- På nuværende tidspunkt har vi ikke yderligere informationer vedrørende passagerer og besætningsmedlemmers tilstand, men vi vil holde alle parter informeret, når vi ved mere, skriver AirAsia på Facebook.
Der er 162 passagerer om bord på flyet, som er af typen Airbus 320-200 og har flynummeret QZ8501. Derudover skulle der være seks besætningsmedlemmer.
Der er iværksat en eftersøgnings- og redningsaktion, oplyser AirAsia.
Ifølge Hadi Mustofa fra ministeriet mistede kontroltårnet i Jakarta kontakt med flyet klokken 6.17 lokal tid (00.17 dansk tid). Besætningen på det savnede AirAsia-fly havde bedt om en alternativ rute på grund af vejrforhold, inden myndighederne mistede kontakten til det.
Det oplyser AirAsia på Facebook.
Efter planen skulle flyet være landet i Singapore klokken 8.30 lokal tid. Ved 11.30-tiden skriver lufthavnen i Singapore på sin hjemmeside, at flyet er "forsinket".
156 indonesere, tre sydkoreanere, en singaporeaner, en franskmand og en person fra Malaysia er om bord på flyet, oplyser flyselskabet via sin Facebookside.
Der er 16 børn samt et spædbarn blandt passagererne.
Episoden sker i forbindelse med slutningen på et katastrofalt år for et andet malaysisk flyselskab.
Malaysia Airlines har mistet to af sine fly i løbet af året. Først forsvandt flyet MH370 8. marts, da det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 personer om bord.
17. juli blev flyet MH17 så skudt ned over det østlige Ukraine. Alle 298 personer om bord blev dræbt.
Her kan du høre den britiske flyanalytiker Julian Bray give sit bud på, hvad der er sket med flyet (video: AP):
Malaysia er et af de lande, der assisterer efterforskningen. Her fortæller landets transportminister, Liow Tiong Lai, hvordan (video: AP):
Fortvivlede pårørende er samlet i lufthavnen i Singapore. Alle afventer de nyt om det forsvundne fly (video: AP):
Her kan du blandt andet se en række billeder af det forsvundne fly (video: AP):