Flygtninge på Lesbos: Vi nægter at rejse

Uroen ulmer i Grækenland, hvorfra flygtninge på mandag skal deporteres til Tyrkiet

Abdalla Hassan på 37 er en af de syriske flygtninge, der bliver tilbageholdt i detentionscenteret Camp Moria. Han har familie i Danmark, og selv om han gerne vil til Danmark, hvis det kan lade sig gøre, er han glad, bare han kommer et sted hen, hvor de respekterer menneskerettighederne. Han mistede sin kone for fire måneder siden og er nu alene med sine to børn på fem og syv år (Foto: Rasmus Flindt).
Abdalla Hassan på 37 er en af de syriske flygtninge, der bliver tilbageholdt i detentionscenteret Camp Moria. Han har familie i Danmark, og selv om han gerne vil til Danmark, hvis det kan lade sig gøre, er han glad, bare han kommer et sted hen, hvor de respekterer menneskerettighederne. Han mistede sin kone for fire måneder siden og er nu alene med sine to børn på fem og syv år (Foto: Rasmus Flindt).

LESBOS (Ekstra Bladet): Hårdt mod hårdt.

Kampklædte soldater tungt bevæbnet med rifler og slagvåben var fredag morgen udkommanderet til at nedkæmpe opstande, som frygtes hvert øjeblik at kunne spolere den idyl, der måtte være tilbage på denne støvede, græske ferieø få kilometer fra Tyrkiets kyst.

De første 500 af titusindvis flygtninge og migranter skal nemlig ifølge EU mandag deporteres fra Grækenland og tilbage til Tyrkiet, som de har brugt som transitland fra navnlig Syrien, Afghanistan, Pakistan, Irak og Nordafrika. Men de nægter at rejse, og mange vil kæmpe, hvis de bliver tvunget.

Ikke på vilkår

- Ikke på vilkår, om vi vil tilbage til en koncentrationslejr i et terrorramt Tyrkiet, som behandler os som kvæg og pelser os økonomisk, siger den 37-årige syriske flygtning Abdella Hassan til Ekstra Bladets udsendte medarbejdere, som den kommende tid følger situationen på nært hold.

Modsat tidligere tilbageholdes mange flygtninge i overfyldte græske lejre forskanset med pigtråd. Det skåner det hårdt trængte turisterhverv, når de ikke længere i tusindtal vader rundt på må og få.

Et blik ind i detentionscenteret Camp Moria på den græske ferieø Lesbos, hvor flygtningene bliver tilbageholdt, mens deres asylsager bliver behandlet, og det bliver afgjort, om de skal sendes retur til Tyrkiet (Foto: Rasmus Flindt)
Et blik ind i detentionscenteret Camp Moria på den græske ferieø Lesbos, hvor flygtningene bliver tilbageholdt, mens deres asylsager bliver behandlet, og det bliver afgjort, om de skal sendes retur til Tyrkiet (Foto: Rasmus Flindt)
 

Men det primære formål er at forhindre dem i frit at rejse mod nord, især mod Tyskland og Skandinavien, som for majoriteten er drømmedestinationer. Abdella Hassan taler med lavmælt og skælvende stemme gennem hegnet fra den såkaldte Moria-lejr på en bjergside med olivenplantager.

Bombeangreb

- Min hustru blev for fire måneder myrdet i et bombeangreb, men jeg reddede mine to sønner på fem og syv år hertil i en halsbrækkende flugt gennem Tyrkiet og over bugten i en overfyldt gummibåd. Tak Gud, vi lever.

Han er en af de talrige syriske flygtninge, som risikerer at blive sendt tilbage over havet. EU skal så tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genbesætte vedkommende i EU.

Men de, som er her, står hårdt på at blive.

- Jeg er faktisk villig til at søge asyl i Grækenland og ikke Tyskland, Sverige eller Danmark, som ellers var drømmen. Men ikke Tyrkiet. Aldrig igen Tyrkiet, fastholder han.

Jeg går amok

Hans jævnaldrende syriske kammerat antyder, at han er villig til at kæmpe korporligt for at undgå at blive deporteret om få dage.

- Jeg går amok. Jeg mister besindelsen. Jeg bliver skør, hvis det sker, forsikrer han.

Andre steder i landet er det allerede kommet til demonstrationer og voldelige optøjer, herunder forsøg på at bryde ud af lejrene.

Adskillige er blevet såret, der er brugt knive og sten som kasteskyts, og forleden afbrændte flygtninge eller venstrefløjsaktivister EU-flag foran en EU-bygning i Athen. De råbte bandbuller med påstand om, at EU er en union bestående af lutter racister.

- Det ulmer herinde i lejren. Nogle sultestrejker. Andre slås indbyrdes eller samler kræfter til at kæmpe mod tvangsdeportationen, siger Abdella Hassans kammerat gennem hegnet.

Ingen adgang

For Ekstra Bladet måtte ikke få adgang.

- For giver vi pressen adgang, går de amok derinde, påstod en oversergent.

En gruppe rådvilde socialdemokratiske Europa-parlamentarikere måtte til gengæld godt få en rundvisning.

- Hele situationen er stærkt bekymrende. Flygtningene og immigranterne er selvfølgelig rådvilde. For end ikke vi ved endnu, om de bliver sendt tilbage til Tyrkiet i næste uge, og hvordan det kommer til at ske, for her mangler fortsat et højt antal embedsfolk, der kan vurdere, om de er berettiget til asyl i EU, siger Ana Gomes, portugisisk medlem af Europa-Parlarmentet.

Ja til EU - nej til Tyrkiet

Ekstra Bladet traf fredag et højt antal syriske flygtninge, som alle siger, de nægter at rejse tilbage til Tyrkiet, hvor myndigheder og forretningsdrivende beskyldes for at behandle dem grimt.

Tyrkerne respekterer os ikke som mennesker. Politiet er voldeligt og sparker til os, som var vi gadehunde. Skamløse forretningsdrivende slår mønt på os. De bestikker sig til at drive butikker de steder, hvor der mange flygtninge, som de så afkræver overpriser – eksempelvis tre-fire euro for en kop kaffe, siger en syrer.

- Nej, så er europæerne menneskelige og fair. I respekterer basale menneskerettigheder, håber jeg. Jeg beder til, at jeg må blive. Jeg har lige betalt halvanden euro for denne kop morgenkaffe.

Tyrkiet returnerer dem til Syrien

Amnesty beskylder Tyrkiet for i strid med internationale regler at have tvunget flere tusinde krigsflygtninge tilbage til Syrien.

Har Amnesty ret, kan EU’s udvisnings-politik altså få den konsekvens, at syriske krigsflygtninge, som befinder sig i EU-landet Grækenland, bliver sendt tilbage i en krigszone.

- Når man overhovedet kan overveje at sende mennesker tilbage til Syrien, som er i en så brutal og voldsom krig, så kan man ikke sige, at Tyrkiet er et sikkert land for flygtninge, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark, til Ritzau.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere