Flere end 10.000 børn blev enten dræbt eller kvæstet i væbnede konflikter på verdensplan i 2017.
Mange andre blev voldtaget, tvunget til at tjene som børnesoldater eller tilfangetaget under angreb på skoler og hospitaler.
Det fremgår af en rapport fra FN, der blev offentliggjort onsdag.
I alt blev der anmeldt 21.000 krænkelser mod børn i 2017. Det er en markant stigning i forhold til året forinden.
Ifølge FN står den amerikanskstøttede arabiske koalition i krigen i Yemen for mere end halvdelen af de mere end 1300 børnedrab- og kvæstelser, der blev registreret i landet.
Børnene var ofre for angreb fra luften og på jorden mod houthi-oprørere, der bekriger Yemens internationalt anerkendte regering.
Ifølge FN har børn helt ned til 11-årsalderen kæmpet i borgerkrigen i Yemen og andre lande.
- Budskabet er, at disse børn ikke bør behandles som børn af en dårligere gud. De fortjener de samme rettigheder som alle andre til at leve et meningsfuldt liv, siger Virginia Gamba, FN's talsmand for børn og væbnede konflikter.
De 21.000 krænkelser mod børn i 2017 dækker over flere end 10.000 drab eller kvæstelser. De har især fundet sted i Irak, Myanmar, Den Centralafrikanske Republik, DRCongo, Sydsudan, Syrien og Yemen.
I 2016 blev der "kun" registreret 15.500 krænkelser mod børn.
- Generalsekretæren er oprørt over disse tal - en markant stigning i forhold til de forrige år, siger FN-talsmand Stephanie Dujarric med henvisning til FN's generalsekretær, António Guterres.