FN-diplomat: Det ligner krigsforbrydelser i ukrainsk by

Civile var bevidst mål for angrebet i den ukrainske havneby Marjupol lørdag, siger vicegeneralsekretær i FN

Det raketangreb, som lørdag dræbte 30 personer i den østukrainske havneby Marjupol, kan være en krigsforbrydelse, lyder det fra en højtstående FN-diplomat.

På et hasteindkaldt møde i FN's Sikkerhedsråd mandag siger vicegeneralsekretær Jeffrey Feltman, at analyser fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde (OSCE) viser, at raketterne blev affyret fra et område kontrolleret af prorussiske separatister.

- Den enhed, som har affyret disse raketter, havde civile som bevidst mål. Det kan være et brud på international lov.

Vladimir Bovrichev, 30, græder under begravelsen af sønnen Artiam, der blev dræbt i et granatangreb i Donetsk i det østlige Ukraine. (Foto:  AP) Krig & katastrofer - 26. jan. 2015 - kl. 15:57 Frygt for storkrig i Ukraine: Far begraver fireårig søn

Ifølge regeringen i Kijev mistede omkring 30 civile livet i angrebet. Den russiske regering har modsat beskyldt det ukrainske militær for at stå bag angrebet.

- Vi appellerer også til den russiske ledelse om at benytte dens indflydelse på separatisterne, så man kan få stoppet disse fjendtligheder omgående, siger Feltman ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, skyder i klare vendinger skylden på Rusland.

- Moskva står bag denne offensiv. Den udkæmpes af russisk-trænede og russisk-betalte separatister, som benytter russiske missiler og russiske kampvogne, og som er støttet af russiske soldater, siger Power.

Se også: 500 fanget i mine efter granat-nedslag

I løbet af weekenden har Rusland blokeret for et statement fra Sikkerhedsrådet med en fordømmelse af angrebet i Marjupol.

Ruslands faste repræsentant i OSCE, Andreij Kelin, siger, at angrebet i Marjupol bliver brugt som endnu en "sag" mod Rusland med henblik på at stramme sanktionerne mod Moskva.

- Canadierne og amerikanerne har aldrig forsøgt at forstå, hvad der faktisk er sket, men udelukkende fokuseret på at skabe en ny sag mod Rusland for at stramme sanktionerne, eller for at holde europæiske partnere i snor, siger Kelin ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Ifølge Kelin har OSCE ikke foretaget grundige undersøgelser af angrebet i Marjupol, og Rusland har bedt om, at organisationen udviser større forsigtighed med at udsende sådanne konklusioner.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere