FN opfordrer til global våbenhvile på grund af corona

Coronavirussets hærgen illustrerer tåbeligheden af krig, siger FN's generalsekretær mandag i en tale

António Guterres ved et pressemøde om coronavirus i februar. Mandag opfordrer han til en global våbenhvile.
- Virussets hærgen illustrerer tåbeligheden af krig, siger António Guterres i en kort tale i FN's hovedkvarter i New York. (Arkivfoto). Foto: Salvatore Di Nolfi/Ritzau Scanpix
António Guterres ved et pressemøde om coronavirus i februar. Mandag opfordrer han til en global våbenhvile. - Virussets hærgen illustrerer tåbeligheden af krig, siger António Guterres i en kort tale i FN's hovedkvarter i New York. (Arkivfoto). Foto: Salvatore Di Nolfi/Ritzau Scanpix

FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer til en 'øjeblikkelig global våbenhvile' på grund af situationen med coronavirus.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En global våbenhvile skal beskytte sårbare civile i konfliktzoner fra problemerne, som coronavirus fører med sig.

- Virussets hærgen illustrerer tåbeligheden af krig, siger António Guterres i en kort tale i FN's hovedkvarter i New York.

- Det er derfor, jeg i dag opfordrer til en øjeblikkelig global våbenhvile i alle verdens hjørner.

Eksperter og diplomater forventer ifølge AFP, at coronavirus kan skabe kaos i konfliktlande. Landene er ofte meget fattige og har skrøbelige sundhedssystemer.

- Det er tid til at sætte de væbnede konflikter i bero og fokusere sammen på den rigtige kamp for vores liv.

- Afslut sygdommen, som krig er, og bekæmp sygdommen, som skaber kaos i vores verden. Det begynder med at stoppe alle kampe. Nu, siger Guterres ifølge AFP.

Over 300.000 er smittet med coronavirus på verdensplan. Virusset er i næsten alle lande, og pandemien tager til i fart, har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) meddelt mandag.

Især sårbare i konfliktzoner risikerer at blive hårdt ramt, vurderer António Guterres.

- Virusset er ligeglad med nationalitet, etnicitet eller tro. Det angriber alle ubarmhjertigt. Imens raser væbnede konflikter rundtom i verden.

- De mest sårbare - kvinder og børn, personer med handicap, de marginaliserede og folk på flugt - betaler den højeste pris. De har også størst risiko for at lide de største tab fra Covid-19, siger Guterres ifølge Reuters.

Alle FN's cirka 3000 ansatte i hovedkvarteret i New York arbejder i øjeblikket hjemmefra. Det er sket efter ordre fra Guterres.

Tiltaget er blevet taget for at mindske risikoen for smittespredning i overensstemmelse med retningslinjer fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.