En ny rapport om brud på menneskerettighederne i Sydsudan har forfærdet medlemmer af den FN-kommission, der står bag rapporten.
- Jeg havde ikke forventet at blive konfronteret med så meget rituel ydmygelse og nedbrydning, som der udføres af forskellige årsager.
- Lidelserne og grusomheden er værre end nogen kunne have forestillet sig, siger Andrew Clapham, der er medlem af kommissionen og juraprofessor.
FN nedsatte i 2016 en særlig kommission, der skal dokumentere brud på menneskerettighederne i den nu fem år lange borgerkrig i Sydsudan.
Kommissionens rapporter forelægges FN og skal udgøre dokumentation i et eventuelt retligt efterspil efter borgerkrigen.
I den nyeste rapport, der fremlægges for FN i marts, kan man læse, at der er "betragtelige beviser" mod både præsident Salva Kiirs regeringsstyrker og mod de mange militante oprørsledere i landet, der "måske bærer individuelt ansvar for krigsforbrydelser".
Der er vidnebeskrivelser af adskillige gruppevoldtægter, kastrationer, vold mod etniske grupper og anden mishandling i rapporten.
Blandt de forfærdende fortællinger kan man læse om en sydsudansk mand, der kom hjem fra tjeneste hos regeringsstyrker for at finde sin familie mishandlet.
Parasitfyldt soldat flygtede fra Nordkorea: Så slemt står det til
Drab af spædbørn og massevoldtægter: Det er etnisk udrensning
Hans mor var blevet bagbundet og havde fået stukket sine øjne ud med et spyd, da hun forsøgte at redde hans 17-årige søster fra at blive gruppevoldtaget.
Det lykkedes ikke, og den 17-årige pige var blevet voldtaget af 17 soldater. Hans far var blevet halshugget.
Historien er blot én blandt mange beretninger, der findes i rapporten.
I en anden beretning kan man læse, at en sydsudansk kvinde har fortalt, at hendes 12-årige søn blev tvunget til at have sex med sin bedstemor, hvis han ville beholde sit liv.
I alt udgør rapporten 230 vidneforklaringer og andet materiale.
Regeringen i Sydsudan har ikke ville kommentere rapporten.