FN: Så mange millioner mennesker blev fordrevet i 2018

For sjette år i træk vokser antallet af personer, som på grund af krig og vold er fordrevet fra deres hjem

For sjette år i træk vokser antallet af personer på flugt. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
For sjette år i træk vokser antallet af personer på flugt. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto

Krige, konflikter og forfølgelser tvang i løbet af 2018 næsten 14 millioner mennesker til at forlade deres hjem og søge i sikkerhed andre steder i deres hjemland eller flygte til andre lande.

Det fremgår af 'Global Trends' - den årlige rapport fra FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, som er offentliggjort onsdag.

I rapporten skønnes det, at 13,6 millioner mennesker blev fordrevet i 2018. Det svarer til 37.000 personer hver dag året rundt.

Det er sjette år i træk, at antallet af fordrevne vokser. Ved udgangen af 2018 var totalen oppe på 70,8 millioner.

Især Etiopien og Venezuela skilte sig ud i det forgangne år, fremhæver rapporten.

I Etiopien blev næsten 1,6 millioner mennesker tvunget til at søge andre steder hen i landet, mens venezuelanere udgjorde den næststørste gruppe blandt dem, som søgte til andre lande.

Ved udgangen af 2018 havde over tre millioner personer fra Venezuela forladt landet.

'Det er den største udvandring i regionens nyere historie. Folk forlader Venezuela af flere grunde: vold, utryghed, frygt for at komme i klemme som følge af deres politiske overbevisning samt mangel på mad og medicin', skriver forfatterne blandt andet i rapporten.

Hovedparten søger til Caribien eller Venezuelas nabolande.

Eulirio Baes, en 33-årig venezuelaner, tog for eksempel hele sin familie med til Brasilien.

- Da min datter på ni måneder døde, fordi der manglede medicin, læger og behandling, besluttede jeg mig for at bringe min familie ud af Venezuela, før endnu et af mine børn ville dø. Sygdommene begyndte at blive stærkere end os. Jeg sagde til mig selv, enten rejser vi, eller også dør vi, bliver han citeret for i rapporten.

Værst står det fortsat til i det borgerkrigshærgede Syrien. 13 millioner syrere var ved udgangen af 2018 fordrevet fra deres hjem.

Heraf 6,2 millioner internt i landet, 6,7 millioner med flygtningestatus i andre lande og 140.000 asylansøgere.

Syrere udgør desuden over halvdelen af de 1,1 million mennesker, der blev registreret som nye flygtninge i 2018.

Året forinden var der 2,7 millioner nye flygtninge ifølge FN-rapporten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere