FN slår alarm efter endnu et dødsfald

To personer har mistet livet under voldsomme demonstrationer i Hviderusland

For fjerde aften i træk var der voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i Minsk. Video: Ritzau Scanpix. Redigering: Frederikke Stage

De voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi fortsætter i Hviderusland i kølvandet på det netop overståede valg.

To personer har mistet livet, og det får FN til at slå alarm.

Det skriver CNN.

En af demonstranterne er død i politiets varetægt. Ifølge myndighederne er dødsårsagen for den 25-årige demonstrant ukendt, men moren til den afdøde har en mulig forklaring.

CNN beretter nemlig, at hun har fortalt, at han blev holdt i en politivogn i timevis, til trods for at han kæmpede med hjerteproblemer.

Fordømmes
FN fordømmer den hviderussiske regerings brug af politivold, efter at demonstrationerne fortsætter på fjerde døgn i træk.

- Rapporter anslår, at omkring 6000 mennesker er blevet tilbageholdt i løbet af tre dage, heriblandt personer, der blot har kigget på, samt mindreårige, hvilket betyder, at de massive anholdelser er imod menneskerettighedsstandarder, lyder det fra FN's højkommisær Michele Bachelet.

- Endnu værre er de foruroligende rapporter om dårlig behandling under og efter anholdelse.

Batchelet uddyber yderligere, at man har set rapporter om, at politiet bruger unødvendig vold, skyder med gummikugler, vandkanoner og flash-granater.

Flere journalister, heriblandt en dansk, er også blevet udsat for vold under demonstrationerne. Man anslår, at mindst 200 civile er blevet såret.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Lukaschenkos (på billedet) modstander Svetlana Tikhanovskaja fik ifølge myndigheder ti procent af stemmerne, mens præsidenten selv slugte 80 procent af stemmerne. Foto: ANDREI STASEVICH/BELTA/Ritzau Scanpix
Lukaschenkos (på billedet) modstander Svetlana Tikhanovskaja fik ifølge myndigheder ti procent af stemmerne, mens præsidenten selv slugte 80 procent af stemmerne. Foto: ANDREI STASEVICH/BELTA/Ritzau Scanpix
 

Valget
Det er især i den hviderussiske hovedstad Minsk, at demonstrationerne er mest omfattende.

Demonstrationerne brød ud, efter at den hviderussiske præsident Alexander Lukaschenko, der har haft magten siden 1994, endnu engang blev udråbt som vinder af valget i søndags.

Af EU er valget blevet erklæret 'hverken frit eller fair', da man mistænker massiv valgsvindel.

Lukaschenkos modstander Svetlana Tikhanovskaja fik ifølge myndigheder ti procent af stemmerne, mens præsidenten selv slugte 80 procent af stemmerne.

Svetlana Tikhanovskaja proklamerede inden valget, at der ville blive manipuleret med stemmeoptællingen. Selv hævder hun, at hun er valgets retmæssige vinder.